Legepladsen på børnehjemmet

En af vores mange pauser

Vi har ikke taget så mange billeder endnu, fordi vi gerne vil vise, at vi er oprigtigt interesseret i deres liv og måde at gøre tingene på. Men det skal nok komme 😊

Wow, jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde… Vi har oplevet og erfaret SÅ meget den sidste uge.
For en uge siden ankom vi til vores værtsfamilie sent om aftenen efter en 9 timers lang køretur. Vi var trætte og udmattede, men spændte på, hvad der ventede os.
Vores værtsfamilie er virkelig sød og imødekommende! Vi følte os hjemme og trygge allerede den første dag. Vi har fået vores eget værelse, som Isabelle og jeg deler, med to store senge, to natborde, et lille spejl og et bord, vi har lagt vores tøj på.

Vores værtsfamilie består af Dishan og hendes mand, som sammen har to døtre, Scholar på 20 år og Thandie på 10 år, og to sønner, Johnson på 15 år og lille Jeremy på 9 måneder. Derudover har de en hushjælp boende. Vi er ret mange mennesker, når vi sidder rundt om bordet til aftensmad, som i øvrigt foregår i sofaerne om sofabordet, fordi de ikke ejer et spisebord. Vi beder bordbøn før hvert måltid, for familien er kristen og meget troende.

Vi har efterhånden smagt de fleste swahiliretter. F.eks. Ugali, som er en stiv majsgrød. Konsistensen er ligesom en grynet kartoffelmos uden vand og smør, som har stået lidt for længe. Og det smager ikke meget bedre heller 🙈 Vores yndlings indtil videre er chapati. Det er en pandekage lavet af hvedemel, vand og lidt sukker, som kan spises både med en kød-“stew”, linser eller vores yndlings: bønner. Kødet hernede bliver kogt til ukendelighed og indeholder sener og fedt, som gør det rimeligt uappetitligt. Til gengæld er jeg positivt overrasket over, at de spiser så mange tilberedte grøntsager. Vi kan jo ikke spise friske grøntsager, fordi vores maver ikke kan tåle det vand, de skyller dem i, men lige den bekymring, havde jeg ikke behøvet at have hjemmefra.

På børnehjemmet, hvor vi arbejder, er vi også faldet rigtig godt til. Det er et af de pæneste børnehjem i hele Kenya, og det kan både mærkes og ses. Der er struktur på procedurerne og et ret tydeligt hierarki hos de ansatte.
Jeg har fulgtes med “mødrene” på børnehjemmet, strøget og foldet tøj, givet formiddagsmad til børnene, holdt masser af pauser og gået lidt til hånde. Ved frokosttid har Isabelle og jeg sammen serveret frokost til de 200 skolebørn, som går i skolen, der er knyttet til børnehjemmet. Det er altså lidt af en oplevelse. Børnene står i en lang kø klar med deres ske i hånden, og så kommer vi slæbende med en plastikspand, som vi serverer maden fra med en kop. Børnene er vilde med os, kalder os Mzungo, som betyder hvidt menneske, og overfalder os, når vi leger sammen.

I går havde vi fridag, som vi spenderede på stranden. Det var virkelig tiltrængt efter en lang uge med mange nye indtryk. I dag skal vi på stranden igen – denne gang sammen med Thandie, og i morgen skal vi med i kirke.

Så kort fortalt: vi har det godt og oplever en masse spændende ting. Tænk, at der kun er gået en enkelt uge, men jeg er sørme også glad for, at der alligevel er 6 tilbage.