De ultimative Triple Chocolate Cookies

Det er ved at være længe siden, at bloggen har set skyggen af en opskrift. 2 måneder uden køkken, en flytning, en miniferie og nyopstartet studie kan mærkes, og som så ofte, er det mest gået ud over det sjove – heriblandt bloggen… Læs resten

Postkort fra Møn

Idyl på høj plan!

Jeg er hjemme igen efter en fantastisk hyggelig tur til Møn med (noget af) hele familien. 13 mennesker i et stort hus, daglige ture ud at opleve, eftermiddagssnakke i sofaen, langsom morgenmad, kollektiv madlavning og bare ren råhygge. Desværre var vejret ikke helt med os – vi havde mest af alt bare gråvejr og STORMvejr, men det holdt bestemt ikke hyggen tilbage. Læs resten

Postkort fra Safari

 Jeg har glædet mig enormt meget til at dele de her lækre billeder med jer. Dyrebillederne fra safari!

Det var, som sagt, en kæmpe oplevelse, at være så tæt på dyrene. Jeg havde også høje forventninger, men jeg må sige, at Afrikas savanne levede mere end op til dem. Det var magisk!
Vi så simpelthen så heldige at se ekstremt mange dyr – det eneste, vi ikke så, var næsehornet, men der var også kun 16 tilbage i det reservat, vi var i, så de var utroligt svære at finde. Læs resten

Postkort fra Kenya #1

Det er en uge siden, jeg kom hjem fra den store vide verden. Jeg er ved at være landet og tilbage i den vante gang i lille DK. Når jeg tænker tilbage på ALT det, jeg har oplevet (for det er først nu rigtig gået op for mig, HVOR meget det egentlig er, jeg har oplevet), får jeg et sug i maven og må nive mig selv i armen. “Har jeg virkelig stået dernede? Levet i det der? Oplevet de fantastiske ting?!” Det er så surrealistisk! Og helt vildt fedt! Læs resten

Louises Afrika #13 Sidste stop: Zanzibar

Smuk solnedgang i Stone Town

 Spicy Pilau (swahilli risret) til frokost efter rundtur i krydderiplantage

Zanzibar-pizza aka. pandekage med banan, nutella og mango. MUMS!

  Bountystranden

… og regntid …

Sidste stop på vores rejse var Zanzibar. En uges badeferie på paradisøen med kokosnød i hånden, sol i øjnene og sand mellem tæerne. Sådan så scenariet i hvert fald ud halvdelen af ugen. Den anden halvdel stod det ned i lårtykke stråler! Hele dagen!… Ikke meget solskinsferie over det. Men vi var nu heldige. Regntiden starter i april, og solskinsdagene var slet ikke en forudsætning.

Vi nød det nu alligevel. Vi fik set lidt af Zanzibar, oplevet den afslappede østemning og opladt vores batterier. Det var en fin glidende overgang tilbage den vestlige kultur pga. den store (danske) turisme og hotellet, som var luksus i afrikansk forstand 😉

Én dag tog vi på spice tour, hvor vi gik rundt i en krydderiplantage med en guide, der viste, fortalte og uddelte smagsprøver om alt fra appelsiner og avokadoer, kanel og kardemomme til stjernefrugter, gurkemeje, kakaobønner og blomsterne til Channel nr. 5. Bagefter spiste vi frokost med de selvsamme krydderier, som vi lige havde set gro i naturen. Smagene var mere intense og klare, når man havde den rene duft i frisk erindring. Og nu kan jeg prale med, at jeg ved, hvordan nelliker gror i naturen. Det er ikke så tit, jeg har tænkt over det førhen.

Vi havde også et par ture til Zanzibars hovedstad Stone Town. Her så vi bl.a. Old Slavery Market, hvor slaverne blev fragtet til og opbevaret, som mellemstation fra Mombasa, inden de skulle sælges. Puha! Vi spiste aftensmad nede på Forodhani Gardens, som er et madmarked på havnen. Sindssygt hyggeligt og autentisk. Vi drak kaffe og spiste kage på Zanzibar Coffee House. Det var cirka lige så hyggeligt, omend knap så autentisk. Bare vestligt fint med et rustikt touch af Afrika.

Vi ville gerne have taget på snorkletur og se de andre øer, men vi blev forhindret af regn og tordenvejr. Det er godt at have noget, at komme tilbage til. Er det ikke det, man siger?

Nu er jeg hjemme på dansk jord igen, og det er nu også skønt! Jeg har spist rugbrødsmadder, vasket tøj og nydt, at jeg bare kan smide det ind i en maskine, der klarer det hårde arbejde helt automatisk, taget et dejlig langt og VARMT bad, sovet i min bløde seng med min egen hovedpude og en ægte dyne, gået tur i forårssolen, nydt fuglefløjt og drukket kaffe i samme sol godt pakket ind i tæpper. Virkelig bare sat pris på mit lille liv herhjemme i de vante rammer.

Ude godt, men hjemme bedst.

Louises Afrika #12 Safari i Masai Mara

Jeg lover at vise flere billeder, når jeg kommer hjem!

Tirsdag, onsdag og torsdag i sidste uge var vi på safari i Masai Mara. Masai Mara er et reservat i den sydvestlige del af Kenya med grænse op til Tanzania. Vi har set masser af fantastiske dyr på den smukke savanne. Det var en kæmpe oplevelse at være i dyrenes eget miljø og beundre dem på deres egne præmisser.
Vi havde to overnatninger i en af de mange camps, og dermed havde vi tre dages safari inklusiv en fire timers transport til og fra Nairobi.

Inden vi tog afsted, havde vi vores sidste aften hos familien, og den var simpelthen så fin. Det var et meget mere følelsesladet farvel, end jeg havde forestillet mig. Både fra min side og fra familiens. Så rørende! Gaverne, vi nøje havde udvalgt til hver enkelt familiemedlem, blev taget virkelig godt imod, og vi følte os lidt som julemanden med sækken fuld af gaver. Vores “mor” holdt en fin afskedstale, den ældste dreng gav os hver et afskedsbrev, og der blev knuget og krammet. Tidligt næste morgen blev vi kørt i lufthavnen og vinkede farvel igen med vores oversized rygsække på ryggen.

Vi blev hentet i Nairobi lufthavn og mødtes med fire andre safariturister – et kærestepar fra Argentina og et fra Tyskland. Fremme ved campen chekkede vi ind i vores telte, jublede lettede over ejet bad og toilet (som dog skulle vise sig ikke at kunne trække ud), og kørte derefter ud på vores første “game”. Vi bumlede op og ned på bagsæderne og kørte ad veje, jeg ikke troede var muligt. Hvor var det godt, at mine forældre var trygge og uvidende 😅
MEN vi så jo dyrene på helt tæt hånd, og det var det vildeste! Som at være med live i Animal Planet!
Vi kom hjem sent aften, spiste aftensmad i dining hall’en (som trods navnet altså bare var et andet telt) og gik direkte i seng. Jeg kunne ikke en gang holde mig vågen til elektriciteten blev slukket, så jeg kunne se stjernerne. Jeg så mine egne stjerner, og vi skulle op sammen med solen den næste dag til en fuld dags game.

Efter en smuk solopgang dagen efter, picnic med udsigt til girafferne, panik da jeepen sad fast blandt løverne og virkelig mange andre store oplevelser, var vi hjemme i teltet igen om eftermiddagen. Helt udkørte. Da klokken slog 22 listede jeg ud af teltet til den smukkeste nattehimmel. Stjerner i alle verdenshjørner og utrolig mange af dem. Et ubeskriveligt syn! Jeg følte mig lille; som om jeg kunne blive opslugt af universet når som helst. Jeg har kun set sådan en stjernehimmel én gang før – i Sahara.

Tredje og sidste dag pakkede vi vores sager og bumlede afsted på sidste game. Langsomt gik turen tilbage til Nairobi og vores safari var slut. Vi har fået nogle helt fantastiske og unikke billeder og endnu bedre billeder på nethinden.

Louises Afrika #11 Rejsen til Zanzibar

Udsigt til Kilimanjaro fra flyet

Jeg hænger over skyerne i et miniaturefly og kigger ned på Afrikas land. Vi er på vej fra Kenya til en uges (solskins)ferie på Zanzibar. Lige siden vi planlagde vores praktikophold i Kenya, var vi sikre på, at vi ville tage en uges ferie på bountyøen efterfølgende. Snorkling, yoga, kitesurfing, dykning med delfiner… Der er ikke dét, man ikke kan opleve på Zanzibar, som dansk badeturist. Og det er ganske okay at skulle være turist for real igen.

Jeg håber bare, at vores ophold bliver mere succesfuldt, end rejsen hertil i morges. Vi skulle flyve 8.30, og vækkeuret ringer kl. 5.30. Vi har fået arrangeret flytransport og fået morgenmaden pakket i en madpakke, så vi ville kunne hoppe direkte ind i bilen med vores habengut.
Kl. 5.50 vågner jeg for alvor, da en mail har tikket ind ved midnat og meldt, at vores fly forresten er blevet rykket en halv time frem med afgang kl. 8.00 i stedet. “Okay, vi kan stadig nå det, hvis vi ikke møder forhindringer på vejen.” Nede i lobbyen må vi vente 15 minutter på vores chauffør og kokken, der begge to tydeligvis ikke har forstået en hylende fløjten af, hvad vi ihærdigt forklarer. Efter vandren op og ned ad de flotte klinker, kaster vi os endelig ind i bilen med et æble, to slatne pølser og en croissant. Fuld fart mod lufthavnen! Lige indtil vi må stige ud af bilen for at blive securitychekket for første gang i løbet af den morgen.
Ved lufthavnen bliver vi sat af ved den forkerte terminal og må så hurtigt vores ben kan bære os og vores 25 kg tunge bagage løbe til den rigtige indgang. Vi får afleveret vores bagpacks, bliver godkendt i paskontrollen og haster videre til vores gate. På vejen når vi at købe godt med vand til turen. Da vi når gaten, står der Johannesburg på tavlen og panikken bobler op igen. “Hvad NU?!” Vi spørger i skranken: “Nååh, jamen vi skiftede lige gate…” Sådan noget sker kun i Afrika… Da vi er klar til at gå igennem Security for fjerde gang den morgen, må vi alligevel ikke have vandflaskerne med, og vi må hele vejen tilbage til butikken, for at de kan forsegle dem i en plastikpose. Vi er sikre på, at hele flyet sidder og venter på os. “Når vi det??” Endelig klar til at boarde har vi to minutter til at sætte os ned og er først nu sikre på, at vi kommer med flyet. Forpustede, svedige og rimelig sukkerkolde slår vi numsen i flysædet og læner os tilbage. Sikke en morgen!

Jeg håber virkelig på, at vi kan slutte rejsen af med manér her på Zanzibar. Slappe, opleve og nyde. Regntiden må gerne vente en uges tid endnu.

– Vi er ankommet til hotellet, som er et lille paradis på øen. Jeg er rimelig meget mere positiv nu 😉

Louises Afrika #10 Bye-bye day, palmesus og det blødeste hår

Sidste frokostservering på Tumaini School

Og sidste cafebesøg på stamcaféen…

…hvor vi denne gang fik yoghurt med mysli, frugt og honning og brød med humus og chili. Det var en god deler.

I aften er vores sidste aften her i Kiembeni hos den sødeste afrikanske familie, jeg kender. Vi havde sidste arbejdsdag på Tumaini Children Home i fredags, og anden akt af vores eventyr er begyndt. VI HAR FERIE!

Fredag var en ganske fin “bye-bye day”, som én af kokkene navngav dagen, på børnehjemmet. Vi fik krammet og vinket farvel til både personale og børn, og de spurgte alle, hvornår vi mon ville komme tilbage og hilse på dem, for de ville savne os begge meget. Jeg er virkelig taknemmelig over, at vi er blevet taget så godt imod på Tumaini; vi var forberedt på det værste, men personalet gjorde bekymringerne til skamme og overraskede i den grad positivt. Praktikopholdet og arbejdet dér har været en stor oplevelse, som jeg vil tage med mig langt ind i både min faglige og personlige viderefaren.

Vi er så småt ved at være pakket og klar til at rejse her fra familien. Fletningerne er taget ud efter mange svedige timer i sofaen med to søde hjælpere på hver side. Jeg huskede godt nok ikke mit hår som SÅ blødt, men nøj, hvor var det en kæmpe lettelse at få extensions’ne ud. Jeg havde dem i i en uge og et par dage, og jeg kunne sådan set godt have beholdt det længere, hvis ikke det var fordi, jeg havde en bagkant at tage højde for. De fem timer inden for husets fire vægge skal altså lige times… Det var en sjov oplevelse at prøve at have så stort hår!

De første dage af ferien har vi brugt på en skøn blanding af praktiske gøremål og luksusliv. Vi har daset under palmesus, forkælet os selv med lækker mad, hygget med vores afrikanske familie, vasket tøj i massevis, været på visit hos en anden lokal familie, besøgt vores stamcafé en sidste gang og shoppet gaver til familien.
Vi kører mod lufthavnen i morgen kl. 5.45 for at flyve til Nairobi. Vi vil nødigt ud på den lange bustur igen. Det bliver trist at skulle sige farvel til familien her; de er allesammen en kæmpe inspiration for mig. Deres mentalitet er en helt anden end min. Uvisheden og den store forskel på rig og fattig sætter sine spor. “Man skal leve livet, mens man har det; man ved aldrig, hvad der sker i morgen”, er deres filosofi.
Der er helt sikkert sandheder i det, men vi har bare også en anden normalitet og et andet udgangspunkt i Danmark, så det ligger os måske (i hvert fald mig) lidt mere fjernt, men dermed ikke mindre inspirerende.

Nu vil jeg nyde denne aften med aftenbøn, mahambri og bønner for allersidste gang hos familien Mungai.