Lykkelisten – 12 ting der gør mig glad

Når hverdagen er lidt hård mod én, kan det være rart at have et par go-to ting til at putte lidt glimmer på og alligevel få vendt dagen(e), selvom jeg efterhånden har lært, at de dage, hvor alting føles kedeligt og surt, også skal bydes velkommen. Jeg er ved at acceptere, at man ikke kan (og skal) gå rundt og være lykkelig hver eneste dag, hvert eneste minut. Følelserne er dem, der gør os mennesker, som min Afrikanske mor siger. Men derfor er det aldrig rart at være i trist humør, så jeg sætter ind med gode aktiviteter, der kan gøre dagen lidt bedre.

Her er 12 ting, jeg ved, kan gøre mig glad.

⭐️ Send en uventet besked til en veninde eller en anden sød, der fortjener det.
Man får med garanti en sød besked retur. Win win!

⭐ Gå en lang tur med ørene fulde af lydbog, musik eller måske bare fuglekvidder.
Der er intet lidt frisk luft til hovedet og frit spil for tankerne ikke kan kurere.

⭐ Bryg dig selv en ekstra god kop kaffe eller te.
Det er lidt af et mormortip, men der er altså noget om det der selvforkælelse på level 1.

⭐ Put dig under tæppet på sofaen (eventuelt ledsaget af førnævnte kop) og fordyb dig i en skøn bog eller serie.
Nogen gange er det, man trænger til, bare at lade sig forsvinde ind i en drømmeverden og lade bekymringerne få pause for et øjeblik. Og acceptere, at det er okay at bruge 30 minutter på egenomsorg, istedet for at svinge støvsugeren eller andet “man lige burde”.

⭐ Sæt din yndlingssang på og lyt intensivt til musikken.
Man kan ikke lade være med til sidst at skråle med for fulde gardiner, og det skal nok få smilet frem.

⭐ Forkæl dig selv med blomster eller andet grønt.
Jeg er sikker på, at liv i hytten også giver liv i sindet, og så pynter det bare så fint.

⭐ Surf lidt rundt på nettet og opdater eventuelt ønskelisten. Eller lav inspirationslister på pinterest eller hvor, du føler for det.
Det er dejligt at planlægge og få skrevet tingene ned, så man ikke skal bruge energi på at huske det i hovedet.

⭐ Og apropos lister: skriv de ting ned på en liste, du har sat dig for skal nåes, inden dagen er omme.
Det kan være alt fra rengøring, vasketøj til et bad, kaffepausen og indkøb. Store og små ting. Det vigtigste er bare, at der er noget at krydse af, så snart det er gjort. Jeg ELSKER tilfredsstillelsen i at krydse ting af på lister.

⭐️ Køb dig selv en flødekage, din yndlingsis, morgenbrød – noget lækkert. Bare fordi du har lyst og helt sikkert fortjener det. 

⭐ Smil til dig selv i spejlet.
Forskning viser, at selv hvis man tvinger et smil frem, frigiver selve bevægelsen glædeshormoner (endorfiner), så man rent faktisk får lyst til at smile.

⭐ Tag et dejlig varmt og langt bad, og brug tid på lidt ekstraordinær selvforkælelse f.eks. en hårmaske, bodyscrub, neglelak. Noget af det, der ellers ikke er tid til.

⭐ Tænk på tre ting du er taknemmelig for er sket i løbet af dagen.
Dette punkt er inspireret af min mama i Afrika. Hver aften beder vi bordbøn inden middagen, og hun er stjernegod til at opsamle dagens begivenheder og prise dem – og selvfølgelig takke Gud – men det kan man jo gøre, som man lyster.

Jeg håber, at det er nogle ting, I kan bruge eller i hvert fald blive inspireret af.
Ha’ en rigtig rar tirsdag!

Louises Afrika #9 “Goodafternoon madam”

Nogle dage rammer den bare hårdede end andre. Følelsen af ikke at høre til. Ikke at kunne blande sig i mængden. At skille sig ud. Jeg havde ikke et øjeblik overvejet netop den udfordringen hjemmefra. Malaria, kulturchokket, hjemve, den faglige udfordring; alle de ting, havde jeg forberedt mig selv på. Men ikke det her.
Når vi bevæger os uden for vores hjem, børnehjemmet, fitness eller den private strand, kan vi ikke gå mere end 10 sekunder, inden en eller anden fyr råber efter os på vejen: “hey sister”, “miss?… MISS!” “uuuh baby, I love you”. I supermarkedet spørger ekspedienterne til vores ve og vel: “two beautiful ladies…”, “How are you?” Børnene på skolen bukker og nejer: “Goodafternoon madam” og sikkerhedsvagterne flirter vildt og åbenlyst. Den værste kommentar er dog “hAllååå”. Jamen så forstå da, at vi ikke har lyst til at snakke med dig! Iih!
Og så er der blikkene… De nysgerrige, stjålne blikke, som tydeligt fortæller, at vi ikke hører til. At vi ser anderledes ud.
De, der kender mig ved, at jeg ikke er vild med at være i centrum, men jeg er bestemt heller ikke er typen, der går og gemmer mig.
Det kommer lidt bag på mig, at jeg reagerer så voldsomt på det hernede. I starten var det sjovt og lidt som at få en smagsprøve på, hvordan det er at være kendt. Alle siger hej og vinker. Det var sjovt i en uge. Det er det ikke længere. Følelsen af at have fået en hverdag, og at være blevet en del af familien herhjemme, adskiller sig virkelig fra følelsen af at være en vildfaren turist ude på gaden.
Selvfølgelig går vi altid to sammen, vi klæder os efter forskrifterne, og sørger for, at vores signaler ikke kan mistolkes. Og jeg vil lige undetstrege, at vi ikke har haft nogle dårlige oplevelser med mænd, der ikke (omend efter megen overtalelse) forstod et nej. Vi er ikke utrygge eller udsatte.

Det er helt sikkert sundt at prøve, og det må være endnu en af de mange erfaringer, jeg har pakket i baggagen til livet i fremtiden.

PS: Jeg har skrevet lidt mere om at skille sig ud i Kenya HER.

Louises Afrika #8 Reallife emoji, strømsvigt og falafler

Udsigten fra Tamarind restaurant……hvor vi først sad og fik en drink i loungen

En uge tilbage på børnehjemmet. 10 dage tilbage i Kiembeni, før vi sidder i flyet til Nairobi og er på vej videre på safari i Masai Mara. Vi nyder de oplevelser, vi har tilbage her og suger alt det til os, vi kan.
I torsdags brugte vi hele dagen i Mombasa med syv andre danske piger, som vi har lært at kende her på turen. Verden er pludselig lille, når man sidder på den anden side af ækvator og kan få nye danske veninder. Vi gik på café og drak juice, milkshakes og swahilikaffe (kaffe krydret med kanel, kardemomme, nelliker mm. Jeg skulle passe på ikke at komme i julestemning), oplevede byen til fods og fik set de ting, man skal se i Mombasa. Vi sluttede dagen med middag på Tamarind Restaurant, som er en prisvindende seafood restaurant beliggende med den smukkeste udsigt udover vandet. Vi sad først nede i loungen og nød solnedgangen med en reallife emoji drink (🍹 – paraply, sugerør – det lignede virkelig!) i hånden, og derefter rykkede vi op på selve restauranten, hvor vi fik serveret smagsfulde fiskeretter. En stor oplevelse og en tophyggelig dag!
Den anden aften lavede vi middag til hele familien: falafler, humus, fladbrød og couscoussalat. Ikke så meget, fordi det var dansk, mere fordi, at vi godt kan lide at spise det derhjemme. Der var intet af det, de havde smagt før, men de duftede nysgerrigt og spiste derefter begejstret.
Vi har fået lavet Afrikansk hår, overlevet oplevet flere timers strømsvigt, så vi hele aftenen måtte føle os frem til hinanden, stolen, aftensmaden og tandbørsten. Været på stranden endnu en gang, siddet fem piger i en tuktuk, oplevet så voldsom thunderstorm, at veje var opløste og vægge væltet morgenen efter, deltaget i skolernes idrætsdag, og ellers bare haft både knap-så-gode og rigtig gode hverdage.
Så selvom vi til tider kan synes, at arbejdet og hverdagen bliver lidt triviel, bliver vi mindet om den ægte hverdag med dertilhørende pligter, to-do’s, gråvejr, skoledage og arbejdsdage, når vi hører nyt fra DK. Og I derhjemme er vist også en smuuule misundelige på vores “hverdag”…? “Okay, vi må lige nyde det sidste” Så det gør vi! Og vi glæder os til både safaritur og Zanzibar, kan I tro.

Louises Afrika #7 African hair

Her sidder jeg svedende under mit myggenet, med et hovede, der føles tre kg tungere, end det plejer, og en temmelig overfølsom hovedbund.

Vores afrikanske “mor” er indehaver af et Hair and Beauty College, og det støttede vi i dag ved at få lavet fletninger i ægte afrikansk stil. Det føles rimelig autentisk og meget anderledes.
I løbet af de første uger af vores ophold, opdagede vi, at afrikanerne faktisk er storforbrugere af extensions, parykker og andet snydehår. Jeg som gik og troede, at alle afrikanere havde sådan et kæmpe misundelsesværdigt garn, som de kunne style på hvilken som helst fancy måde. Der kunne jeg godt lige tro om igen! Det hele er fake… Men det betød jo bare, at vi selv kunne gøre dem kunsten efter.

Så mens jeg sad helt stille i min plastikstol, stod tre piger og hev og sled i mine allermindste babyhår, så tårerne stod helt oppe i øjenkrogen. Godt, at jeg alligevel er ret hærdet efter alle de år med ultrastramt dansehår.
En flad numse, fire timer og en masse nylon senere var vi begge to flettede og færdige. Helt nye mennesker.
Hårfarven er ret meget mørkere end min egen, mens spidserne er lidt lysere. Jeg havde aldrig valgt det hår selv, men der er alligevel ikke så mange nuancer af blond eller brun hernede. Hele befolkningen bærer jo samme hårfarve, nemlig kulsort. Ikke så mange nuancer dér…

Når jeg smutter forbi spejlet, må jeg lige gå tilbage og tjekke efter, om det nu rent faktisk VAR mig, der gik forbi. Jeg kan næsten ikke genkende mig selv 🙈 I stedet for fletninger, føler jeg nærmere, at det er dreadlocks, jeg har fået. Jeg skal vist lige bruge lidt tid på at vænne mig til looket. Og tyngden. Vi er blevet forberedt på ubehag og hovedpine de næste mange timer. Så meget for skønheden 😉
Første udfordring bliver at falde i søvn, tror jeg. Hvordan ligger man allerbedst oven på et bjerg af nylon, der ikke lige er til at rykke på…?

Louises Afrika #6 Mandagsudfordringen

Jeg skal love for, at det har været mandag med stort M i dag! Der er ikke meget, der ikke er gået imod os, og livet har ærlig talt føltes en smule hårdt.

Dagen starter med maveonde og mærkelige lyde, der vækker mig, før min alarm. Ingen rigtig appetit til den banangrød, det efterhånden er blevet os en vane at lave til morgenmad, men jeg snupper en ekstra banan med i tasken in case maven bliver normal igen. Gåturen til børnehjemmet føles bare ekstra lang i dag, men den ene kilometer tager den anden, og vi ankommer smilende dog en anelse uoplagte. Vores latente træthed får lov til at blive en reel dovenskab, fordi arbejdsmoralen på stedet bare generelt er, hvad man i Danmark ville kalde slet og ret ineffektiv! Hvis personalet har lyst til at dovne den, bliver der hverken stillet spørgsmålstegn eller kigget skævt. Det er heller ikke sjældent, man ser madmutter snuppe en morfar, mens hun venter på, at kartoflerne koger.
Så i dag slægter vi afrikanerne på og dovner den alt, hvad vores danske arbejdsmoral tillader os. Oven i hatten bliver vi gang på gang misforstået og sprogbarrieren går os virkelig på nerverne.
Tidligt efter frokost får vi lov at smutte tidligt, og vi går i fitness i søgen efter lidt energi til vores tunge kroppe og hoveder. Det viser sig dog at være det forkerte sted at lede… Træningen er ligeså ineffektiv som afrikanernes arbejdsgange, og frustrationen over at være så uoplagt bliver forstærket. Set fra den lyse side får vi os et dejligt bad, og det er slet ikke at kimse ad hernede.
På vej hjem fra fitness lykkes det os hverken at hæve penge, opstøve en ægte plade chokolade (som vi ellers virkelig følte, at vi fortjente) eller ignorere alle kommentarerne på gaden.
Med vores kitkat-lignende chokoladebar i hånden (det var bedre end ingenting) sætter vi os endelig på trappestenen foran huset og prøver at vende dagens begivenheder og sindstemning. “Måske vi skal have noget lækkert til aftensmad”, “Nåh ja, jeg tror, vi skal have chapatis”, “mmmhh”.
Nyheden om fisk til aftensmad får bægeret til at flyde over. Ikke så meget, fordi det er fisk, for det kan vi jo ellers godt lide; mere fordi, at fiskeretter hernede indeholder utrolig mange ris med meget lidt grøntsagssovs til, og så en hel fisk, der ligger og kigger op fra gryden. Med øjne, finner og ben. Hele molevitten! Dét kan jeg altså ikke få mig selv til at spise.
Men vi bliver mætte og går alligevel i seng med en masse nye erfaringer i baggagen. Hver dag hernede er fyldt med udfordringer og oplevelser, og selvom ikke alle dage er en dans på roser, siger jeg til mig selv, at det (også) er det, jeg lærer af. At se mig selv i situationer, jeg ikke havde forestillet mig nogensinde at se mig selv i, og erfare, at jeg godt kan klare mig. Det er en fed fornemmelse!

Læs forrige opdateringer HER, HER, HER, HER og HER

Louises Afrika #5 Happy women’s day

Glædelig kampdag, fellow women!

Jeg har fejret dagen med 500 afrikanske kvinder til et arrangement i anledning af International women’s day. Kvinderne svingede ivrigt hofterne til trommerne, sang kampsange på swahili og viste virkelig deres kampgejst for at bevare og gennemtrumfe deres rettigheder. Det var inspirerende at se! Jeg er glad for, at jeg har oplevet dagen sådan et sted, som her i Kenya, hvor kvindernes rettigheder – og menneskers i det hele taget – ikke er en selvfølge.

Selvom kvinderne festede og var glade, var deres kampånd virkelig også vakt til dåd. Der blev uddelt tørklæder til tilfældige i mængden, og nogle kvinder ville så gerne have fingre i det gratis stykke tøj, at de kom op at slås med deres ligesindede. Det var egentlig lidt ironisk at se, fordi kvinderne netop i dag burde stå sammen om at nå de mål, hele verdens kvinder ønsker at realisere… Men ellers foregik festlighederne nogenlunde i ro og mag, og alle var glade. Vi fik virkelig også taget mange billeder med kvinder, der synes, at vores hudfarve var noget af det mest mærkelige, de længe havde set. Vi var nemlig alle fem mzungoer klædt i ens, hvide, afrikanske kjoler, så vi følte os lidt udsatte i mængden. Det var ikke nemt at overse os. Det var nu en sjov og spændende oplevelse alligevel.
En god og lærerig kampdag! 💪🏾

Læs mine tanker fra sidste års kampdag HER.

Louises Afrika #4 Hverdagsnyheder

Søde, søde børn på børnehjemmetKlar til at servere mad i spisesalen til de større børn. Her er det chapati (i baljen) med linser (i spanden)Lidt selvforkælelse efter en god kop kaffe, på det nærmeste vi kommer en vestlig café

Så blev det lørdag igen, og tænk, nu har vi boet hos vores værtsfamilie i Kiembeni i tre uger. Tre uger!? Det er ret ambivalent for mig. På den ene side føler jeg, at det må være meeeeget længere tid siden, vi ankom, for der er sket så meget siden da. Men på den anden side føler jeg også bare, at tiden er fløjet afsted. Vi er faktisk allerede halvvejs i vores praktik på børnehjemmet, fordi vi har fået lov at slutte en uge før, så vi kan tage på safari i Masai Mara, som ligger nord for Nairobi. Det er simpelthen så fornemt, at de tænker på os og hjælper os på den måde! Generelt er det mit indtryk hernede: at man hjælper hinanden så godt man kan, og omvendt er taknemmelig for selv den mindste tjeneste, man modtager. De har en god mentalitet overfor hinanden. Det er en fornøjelse at opleve, men jeg bliver også lidt trist ved tanken om, at man i Danmark går med skyklapper på, er sin egen lykkes smed og bruger albuerne for at komme frem i livet. Mon jeg kan bringe lidt af nabovenskabet med hjem til Danmark?…

Efter tre uger er hverdagen for alvor trådt til.
En typisk dag ser således ud: Vi møder begge to kl. 9 i køkkenet på børnehjemmet. Her snitter vi grøntsager, vasker op, bager chapatis eller hvad vi nu kan finde på at hjælpe med, indtil frokosten skal serveres kl. 12. Først går vi til de små klasser, hvor eleverne får maden serveret på tallerkener inde i klasseværelset, og derefter går vi til spisesalen, hvor de større elever står og venter pænt på os.
Kl. 13 er vi tilbage igen på børnehjemmet, spiser selv frokost og holder pause. Sidste arbejdsopgave for dagen er typisk at skære en masse frugt, som børnene spiser om eftermiddagen. Vi er færdige ved 14-tiden, som regel.

Herfra smutter vi i det fitness center, vi har fundet, der ligger lige ved siden af børnehjemmet. Det er vores frirum. Der er ingen, vi skal forholde os til og ingen, der råber efter os.
Resten af aftenen er vi hjemme hos værtsfamilien og hygger med dem, løser kryds og tværs, opdaterer os selv og dem derhjemme i Danmark, læser bøger og slapper af. Vi går ofte tidligt i seng, fordi vi er helt udkørte om aftenen.

I weekenderne tager vi tit på stranden eller til et shoppingcenter, hvor der ligger en pæn cafe med wifi og et overtal af hvide gæster. Her får man en god kop kaffe og lækker pasta, så det er vores rescue sted, når det hele bliver lidt for meget 😉

Søndag har vi været med familien i kirke et par gange, hvillet tager ret meget af dagen fra kl. 8 til kl. 14 inkl. transport. Søndagen er en dasedag, og det er ikke meningen, at man skal foretage sig ret meget. Den dag har en helt speciel stemning.
I morgen har vi dog aftalt med børnehjemmet, at vi skal komme og lave danske pandekager til børnene, når de er hjemme igen fra kirke. Det tror jeg bliver ret sjovt både for dem og for os at prøve. Det glæder jeg mig i hvert fald til.

Læs forrige opdateringer HER, HER og HER

Louises Afrika #3 At skille sig ud

En hyggestund med JeremyIsabelle og Rose steger chapati på børnehjemmet

En lille tanke fra den anden side af ækvator.

Vi har det godt og nyder det afrikanske liv. Vi er langsomt faldet ind i de daglige rutiner både derhjemme og på børnehjemmet og føler, at vi er blevet en mere naturlig del af livet hernede. Vi kan dog ikke komme udenom, at vi skiller os utroligt meget ud. Der står turist skrevet i panden på os, og man kan skille os fra bukkene på mange mils afstand. Derfor får vi mange henvendelser fra de lokale på gaden, der enten hilser os god dag eller vil give os en tur i deres tuktuk. Til det første smiler vi og vinker, mens chaufførerne bliver blankt afvist.
De kalder os Mzungo hernede, som betyder hvid mand, og vores værtsfamilie fortæller, at de lægger høj værdi i ordet. Ordet Mzungo beskriver os som engle eller helgener, der kommer gående forbi. Så det er okay, at de råber det efter os 😉 Især skolebørnene er betagede. De modigste siger jambo (hvilket betyder hej til en turist), nogen vinker, og andre kigger bare med store øjne. Vi er enige om, at det er sjovt og sundt at prøve at skille sig så meget ud. Vi kan virkelig ikke gemme os noget sted, og vi falder ikke bare i med mængden. Sådan må afrikanere og andre mørke også have det i f.eks. Danmark.
I familien og på børnehjemmet joker de med, at alle de hvide har lommerne fulde af penge. Og det kan man jo godt forstå, når man sammenligner f.eks. den kenyanske løn mod den danske løn. Jeg tror slet ikke, at de ville vide, hvad de skulle bruge så mange penge på hernede. Men vi forklarer dem også, at jo, vi har mange penge i forhold til dem, men i vores samfund er tingene også bare dyrere: maden, husleje, skat osv. så i det store hele er vi altså ikke rige studerende. Ingen tvivl om, at vi hver især har flere ressourcer at gøre godt med, vi har en sikkerhed fra staten, og dermed er vi bedre stillet. Men jeg synes, at det er relevant, at de kender nuancerne i forskellene og forstår, at der ikke gror penge på træerne i Europa.

Læs forrige opdateringer HER og HER

Louises Afrika #2 Velkommen til livet i Kenya

Legepladsen på børnehjemmetEn af vores mange pauser

Vi har ikke taget så mange billeder endnu, fordi vi gerne vil vise, at vi er oprigtigt interesseret i deres liv og måde at gøre tingene på. Men det skal nok komme 😊

Wow, jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde… Vi har oplevet og erfaret SÅ meget den sidste uge.
For en uge siden ankom vi til vores værtsfamilie sent om aftenen efter en 9 timers lang køretur. Vi var trætte og udmattede, men spændte på, hvad der ventede os.
Vores værtsfamilie er virkelig sød og imødekommende! Vi følte os hjemme og trygge allerede den første dag. Vi har fået vores eget værelse, som Isabelle og jeg deler, med to store senge, to natborde, et lille spejl og et bord, vi har lagt vores tøj på.

Vores værtsfamilie består af Dishan og hendes mand, som sammen har to døtre, Scholar på 20 år og Thandie på 10 år, og to sønner, Johnson på 15 år og lille Jeremy på 9 måneder. Derudover har de en hushjælp boende. Vi er ret mange mennesker, når vi sidder rundt om bordet til aftensmad, som i øvrigt foregår i sofaerne om sofabordet, fordi de ikke ejer et spisebord. Vi beder bordbøn før hvert måltid, for familien er kristen og meget troende.

Vi har efterhånden smagt de fleste swahiliretter. F.eks. Ugali, som er en stiv majsgrød. Konsistensen er ligesom en grynet kartoffelmos uden vand og smør, som har stået lidt for længe. Og det smager ikke meget bedre heller 🙈 Vores yndlings indtil videre er chapati. Det er en pandekage lavet af hvedemel, vand og lidt sukker, som kan spises både med en kød-“stew”, linser eller vores yndlings: bønner. Kødet hernede bliver kogt til ukendelighed og indeholder sener og fedt, som gør det rimeligt uappetitligt. Til gengæld er jeg positivt overrasket over, at de spiser så mange tilberedte grøntsager. Vi kan jo ikke spise friske grøntsager, fordi vores maver ikke kan tåle det vand, de skyller dem i, men lige den bekymring, havde jeg ikke behøvet at have hjemmefra.

På børnehjemmet, hvor vi arbejder, er vi også faldet rigtig godt til. Det er et af de pæneste børnehjem i hele Kenya, og det kan både mærkes og ses. Der er struktur på procedurerne og et ret tydeligt hierarki hos de ansatte.
Jeg har fulgtes med “mødrene” på børnehjemmet, strøget og foldet tøj, givet formiddagsmad til børnene, holdt masser af pauser og gået lidt til hånde. Ved frokosttid har Isabelle og jeg sammen serveret frokost til de 200 skolebørn, som går i skolen, der er knyttet til børnehjemmet. Det er altså lidt af en oplevelse. Børnene står i en lang kø klar med deres ske i hånden, og så kommer vi slæbende med en plastikspand, som vi serverer maden fra med en kop. Børnene er vilde med os, kalder os Mzungo, som betyder hvidt menneske, og overfalder os, når vi leger sammen.

I går havde vi fridag, som vi spenderede på stranden. Det var virkelig tiltrængt efter en lang uge med mange nye indtryk. I dag skal vi på stranden igen – denne gang sammen med Thandie, og i morgen skal vi med i kirke.

Så kort fortalt: vi har det godt og oplever en masse spændende ting. Tænk, at der kun er gået en enkelt uge, men jeg er sørme også glad for, at der alligevel er 6 tilbage.

Louises Afrika #1 Eventyret er startet

En forsinket update skrevet for en uge siden på vej videre på eventyr.

I skrivende stund sidder jeg og bumler afsted i en bus mod Mombasa. Vores numser er flade og vores rygge trætte efter de første 6 timer, og der er stadig minimum 3 timer igen. Men vi er ved godt mod! Når vi ankommer står vores værtsmor nemlig og tager imod os og kører os til det hus, vi skal kalde “hjem” de næste syv uger.

Turen herned til Nairobi gik rigtig fint. Det var en lang tur fra tidlig eftermiddag onsdag til torsdag morgen. Vi startede dog ud med en lille forsinkelse i Kastrup pga. is på flyvingerne, som resulterede i, at vi landede i Charles De Gaulle 5 min. før, vi skulle boarde det næste fly til Amsterdam. Vi spurtede gennem terminal 2 i slalom uden om de mange rejsende, hastende igennem paskontrol og spurgte febrilsk personalet om vej, så vi ikke mistede et sekund.
MEN VI NÅEDE DET! Og så sad vi dér i det næste fly og overvejede, om man egentlig behøvede mere tid i sådan en transit. Vi følte egentlig, at det var ret fornemt at være oppe i luften igen efter en halv time 😉 Transitten i Amsterdam gik mere smertefrit med en time til boarding, da vi landede. Ombord på Kenya Airlines mod final destination Nairobi så vi film, lavede kryds og tværs, spiste aftensmad og slappede af. Men vi faldt aldrig sådan rigtigt i søvn. Adrenalinen i kroppen og spændingen over snart at være på et helt fremmed kontinent afholdt os fra at finde ro, og hen på de små timer begyndte vi at opgive… Lyset i kabinen blev tændt og vi fik serveret morgenmad. Snart efter stod vi på fast grund i Nairobi.
Vi fandt en sød taxachauffør, som kunne køre os til hotel Harlequin, og senere fandt vi ud af, at vi faktisk havde været ret heldige med ham. Han kunne fortælle os en helt masse om Kenyas historie og kultur og lærte os også en lille smule swahili (hvilket han mente, at vi ville få brug for i Mombasa, fordi ikke nær så mange taler engelsk dér).

Kl. 10 lokal tid kunne vi endelig lægge os under hvert vores myggenet og tage os en velfortjent lur, inden vi ville ud at udforske byen.
Vi tog til Karen Blixens farm – et smukt, idyllisk og romantisk hus beliggende med den flotteste udsigt til Ngong Hills (som ligner knoer på en knyttet hånd; knuckles – deraf navnet Ngong) Vi havde en privat guide, som kunne fortælle os en helt masse interessant om Karen Blixen, hendes forhold til kenyanerne og deraf også en del af vores egen kultur.

Alle de kenyanere, vi har talt med indtil videre, har været yderst venlige. Vi har ikke følt os utrygge på noget tidspunkt, og alting har været så vel planlagt og tilrettelagt. Så på trods af African time (at alting foregår i 1. gear i forhold til overhalingsbanen derhjemme) har vi ikke haft de store frustrationer. – Lige bortset fra da vi skulle vente halvanden time på vores mad i restauranten på hotellet.

I går spiste vi aftensmad med de andre piger, vi har rejst herned med, på restaurant Carnivore. En ægte turistfælde, men med så lækker mad, at nogle kenyanere også selv besøger restauranten. Blandt smørmørt oksekød, saftige spareribs og fantastiske kyllingelår smagte vi både kanin, krokodille og dem, der var lidt modigere end mig, smagte også oksetestikler. Den aften var en stor oplevelse og der var en virkelig hyggelig atmosfære. Måske ikke så traditionelt kenyansk, men det skal vi nok nå.

Så nu har vi endelig taget hul på Kenya-eventyret, og vi er spændte på, hvad der venter os.

Læs forrige opdatering HER