Tag-arkiv: tips

Rabarbermuffins med crumble og lakrids

Rabarbermuffins med crumble og lakridsRabarber er et stensikkert sommertegn. Ferien, strandturene og grillaftenerne er lige om hjørnet med lovning om høj sol og blå himmel. Det håber jeg i hvert fald på!

Jeg har sommerferie om to uger, intet mindre. Jeg må indrømme at det faktisk kommer lidt bag på mig.. Allerede?! Time flies, når man har det sjovt – og dét har jeg. Nøj, jeg synes det er skønt at få lov at nørde med det, jeg synes er allermest spændende. Undersøge, reflektere, undersøge lidt mere og blive knivskarp. Nåh ja, det er ikke lige det sjoveste med den eksamen, det ender ud i, men den skal bare lige overstås. (Må nok hellere huske den her indstilling, når jeg står lige inden eksamen og er ved at tisse i bukserne af skræk..😅) Rabarbermuffins med crumble og lakridsNår eksamen er overstået, skal jeg sidde med bare tæer i græsset med min nye solhat på og drikke iskaffe. Det kunne jeg snildt gøre hele sommerferien. Hvis vejrudsigten lover skyfri himmel og varmegrader over 20, så kan jeg faktisk ikke finde på noget rarere. Det skulle lige være at sidde med bare tæer i vandkanten med mine nye solbriller på og spise is. Godt, at jeg har så lang sommerferie. To måneder! Jeg behøver slet ikke at vælge 😉

Med rabarberne kommer lutter gode sommerdrømme, og disse rabarbermuffins med crumble og lakrids smager af sommerferie. De er nemme at lave, men ligner en million.
Den sprøde crumble giver kontrast til den bløde kage og den indsnigende lakrids til den syrlige rabarber.

Brug løs af rabarberne i haven netop nu. Efter Sankt Hans har rabarberne bedst af at have ro i en måned, før man kan begynde at høste igen.

Find andre rabarberopskrifter HER, HER, HER, HER, og HER

Rabarbermuffins med crumble og lakrids

Rabarbermuffins med crumble og lakrids, 9 stk.

75 g fintsnittede rabarber
20 g sukker
60 g smør
75 g sukker
74 g revet marcipan
1/2 spsk. vaniljesukker
1/2-1 spsk. lakridspulver, afhængig af lakridspulverets styrke
1 æg
1 dl creme fraiche 6% eller 9%
125 g hvedemel
1 tsk. bagepulver

Crumble:
35 g sukker
40 g fintsnittede rabarber
25 g hvedemel
40 g smør
50 g marcipan

Læg først rabarberstykkerne i de 20 g sukker og lad dem trække.
Rør smør, sukker, revet marcipan, vanillesukker og lakrids blødt og pisk herefter ægget i. Pisk godt med luft i dejen.
Rør creme fraiche, mel og bagepulver i dejen og vend til sidst rabarberstykkerne i.

Fordel dejen i 9 bageforme.

Crumble:
Bland først rabarber og sukker. Smuldr smørret i melet og bland det med marcipan og rabarber. Fordel crumblen på toppen af muffins’ne og bag dem i ovnen ca. 25 minutter ved 180 grader.
Lad kagerne afkøle på en bagerist.

Rabarbermuffins med crumble og lakridsHaps!