Tag-arkiv: store bededag

Lune hveder

Lune hvederAftenen før store bededag er en af de få gange om året, hvor jeg spiser hvide boller med smørlag. Det hører ligesom bare til. Lune hveder til en kop aftente.

I morgen er det store bededag, hvilket betyder lune hveder i aften. Og i år skulle jeg bage dem selv, havde jeg sat mig for. Som sagt, så gjort. De blev lige som de skal være: bløde, luftige, smørfyldte og med masser af kardemommesmag.

Lune hvederI gamle dage købte man hveder om torsdagen inden store bededag, så man havde brød til selve helligdagen, hvor bagerne ikke måtte arbejde. Når man kom hjem med de stadig lune hveder om torsdagen, kunne man ikke dy sig for liiige at skulle have en smagsprøve. Heraf opstod traditionen om at spise hveder dagen før store bededag.
Jeg synes, at det er en fin og hyggelig tradition, og den vil jeg gerne holde fast i. Ikke fordi den for mit vedkommende har ret meget med religion at gøre – men jeg elsker rare traditioner!

Så her er de: Kardemommeduftende, kridhvide og bare helt perfekte lune hveder:

Lune hvederLune hveder, 16 stk.

40 g gær
2,5 dl mælk
1 dl vand
2 æg
700 g hvedemel
50 g sukker
2 tsk kardemomme
1 tsk salt
55 g smør

Opløs gæren i mælk og vand. Bland alle ingredienserne sammen og ælt dejen godt. Kør den evt. på røremaskine i ca. 10 min. Lad dejen hæve 30 min.
Form 16 runde boller og sæt dem på en bradepande beklædt med bagepapir med ca. 5 cm afstand. Lad bollerne efterhæve 1,5 time.
Bag bollerne ved 180 grader varmluft i ca. 20 min. Tag bollerne ud, når de har fået farve, og man kan banke på dem, og lad dem køle på en bagerist. Nyd dem lune med smør til og en varm kop te.

Bollerne er bedst på dagen, hvor de er bagt, men de egner sig bestemt også til at blive lunet på brødristeren dagen efter.

Lune hvederOpskriften kan også bruges som fødselsdagsboller til kagebordet, som teboller en hyggeeftermiddag eller som krydderboller en langsom søndagsmorgen.