Tag-arkiv: risengrød

Decembermums

DecemberJulehygge i godteversion: Æbleskiver, småkager, slik, konfekt og varm kakao. Øij, hvor jeg råhyggede!

December måned er jo bare mums… Mon ikke det er den måned, der bliver smasket på mest slik, nydt flest julekager, bagt – og smagt på – mest hjemmebag, fælleshygget omkring den bedste julegrød og varmet sig på diverse lune drikke? Det er jeg ret sikker på. Og jeg stortrives i denne måned 😀

Her er et udpluk af min decembermums … indtil videre. For godt nok er julen liiige rundt om hjørnet, men vi har jo det bedste af det hele til gode!
Jeg glæder mig, og jeg får julelys i øjnene bare af at tænke på, hvad de kommende dage kommer til at bringe.
Jeg skal bl.a.:

  • Eksperimentere med en ny æbleskive-variation. Mon chokolade og revet appelsinskal ville være godt selskab?
  • Juleshoppe de allersidste julegaver
  • Lave konfekt med karamel, chokolade og nougat – de tre ynglings
  • Pynte juletræet fint i stuen hjemme hos mor og far
  • Pakke gaver pænt ind
  • Tilbringe en aften i selskab med søde venner (nogle af dem er kommet hjem igen langvejsfra, og jeg kan slet ikke vente til gensynet)
  • Julehygge og udveksle gaver med den del af familien, jeg ikke er sammen med juleaften
  • Bage Meyers julekage med masser af nødder og tørret frugt

Og så er det lige pludselig JULEAFTEN

DecembermumsJulekalender og kalenderlys – jeg er fan!

DecembermumsHjemmelavet konfekt er nu en gang det bedste. Her er det nissehuer: nougat og kirsebær pakket ind i marcipan, dyppet i hvid chokolade og afsluttet med et frysetørret solbær som kvast, og nougat/marcipan-sandwich overtrukket med mørk chokolade og drysset med appelsinskal.
Haps og de var væk..

DecembermumsJeg er forelsket i min nye vægstage fra Menu. Her har den fået fint besøg af et paddehatte-stearinlys.

DecembermumsJulemorgen med god tid, sutsko og arme riddere i kalenderlysets skær.

DecembermumsJulemanden hjemme hos mig er både ligeså sød, god og lykkegivende, som han plejer at være (her har jeg fået verdens flotteste læbestift), og i år er det også blevet til en hel del praktiske gaver. Han forstår hvad en ung, fornyligt hjemmefra flyttet og besparende mig har brug for 🙂

DecembermumsKrydderkagecupcakes pyntet med snehvid frosting. Opskriften er fra Copenhagen Cakes

DecembermumsHjemmebag til opgangen: Biscottis med julekrydderier

DecembermumsLuciaboller som fødselsdagsboller på luciadag aka. MIN FØDSELSDAG!! 

DecembermumsMin livret hele december måned. No more words needed..

Hvad er jeres decembermums? Nyder I julemåneden?

 

Risengrød – som nisserne elsker den

Risengrød - som nisserne elsker den

Hvis man siger Vinter og i særdeleshed Jul, siger man også Risengrød.
Den snehvide grød med det uundværlige drys af kanelsukker og smørklatten smeltende lige i midten – præcis som nisserne elsker den – er min livret. Eller i hvert fald én af dem. Og det har den været siden jeg var helt lille.
Hvordan kan så få ingredienser, så simpel en opskrift, smage så godt? Man kan høre englene synge. Og det er altså også selvom man har slukket for juleradioen 😉

Her er opskriften på Risengrøden som nisserne bedst kan lide den. HUSK endelig at stille en portion til side til dem – altså nisserne.
Hvis ikke man tror på, at nisserne fryder sig over vores lille nisse-venne-tjeneste, er der helt sikkert andre, der vil støde på grøden og sende søde tanker til ophavsmanden. En ekstra lille julestemnings-spreder.

Jeg er dog ikke i tvivl! Nisserne får også sin del, når jeg laver grød.

Risengrød - som nisserne elsker denRisengrød - som nisserne elsker denRisengrød, 4 nisser

2,5 dl vand
2 1/4 dl grødris
1 liter mælk (til hverdag bruger jeg mini, når det skal være luksus bruger jeg sød)
Salt

Vandet hældes i en gryde og risene tilsættes, når vandet koger. Lad vand og ris koge i 2 min. Tilsæt herefter mælk, og lad det simre i ca. 35 min under jævnlig omrøring. Smag til med salt lige inden grøden er færdig.
Servér med gavmildt drys af kanelsukker og en rund klat smør.

Mmh, ren julefryd!

Risengrød - som nisserne elsker den