Tag-arkiv: kanelsnegl

Martsmums

MartsmumsKarameldåsen tryllekoger, chokoladekagen lækkerbager i ovnen, mørket sænker sig over Frederiksberg og jeg har en hel aften med masser af kvalitetstid med mig selv i sigte. Skønt! Og lige hvad jeg trænger til.

Mens jeg venter på alt det lækre, sidder jeg og kigger marts igennem for mums.
Mmmmmhh! Selvom det meste af min tid går med læsning, opgaveskrivning, undervisning og energiberegninger har marts alligevel været fyldt med lækre stunder på madfronten; både på café, hjemme og hos søde venner. Her får i lidt af min marts i billeder.

MartsmumsMadpakker bliver smurt i massevis. Det skal jeg lige vænne mig til igen… Jeg elsker rugbrødsmadder, men afveksling er også godt. Her har jeg smurt en bolle med hjemmelavet makrelrilette. Den dag blev der kigget langt efter min madpakke 😀

MartsmumsEfter en lang dag på arbejde i Blomsterbergs café, er der ikke noget bedre end at slappe af på sofaen med varm kakao og kanelsnegle-rester.
#Personalegoder

MartsmumsJeg er tyvstartet på påsken og har testet min nye fine tepotte.

MartsmumsÅrets første is er herfra. Issæsonen er hermed skudt igang, og nu mangler vi bare forårsfornemmelserne..

MartsmumsHjemmelavet bland-selv-salat med de bedste ingredienser: Bagt sweet potato, spinatblade, couscous, hjemmelavet pesto, broccoli, grønne bønner, soltørrede tomater, hjemmelavet humus, friske tomater, edamamebønner og brød. En solskinssalat man bliver helt glad af at kigge på – og spise 😉

MartsmumsMorgenmaden har den seneste tid stået på cremet grød med lækker topping. Så er det ikke svært at komme ud af fjererne!

MartsmumsOnsdag og tidligt fri fra studie er lig med kaffedate og onsdagssnegle. De her kæmpeenorme af slagsen er fra Sankt Peders Bageri og bestemt værdige som Københavns bedste.

MartsmumsNår mor og far, en helt almindelig lørdag, kommer forbi til kaffe med kage fra Lagkagehuset, får lørdagen pludselig et luksustwist. Træstamme, påskekylling aka. romkugle i kyllingeforklædning og Christianshavnerkage. MUMS!

Hvordan har jeres marts set ud?
God påske og påskeferie til jer, der er så heldige! Her står den på endnu mere opgaveskrivning og derefter eksamenslæsning. Jeg venter nogle uger med påskeferien, men så er den også velfortjent.

Kanelbollens dag – Kanelsnegle med æble

Kanelsnegle

I dag er det international kanelsnegledag.
Det er vist mest svenskerne, der fejrer deres berømte “Kanelbullar”, og det med god grund! Men vi vil være med, for vi er også gode til det der med wienerbrød og kanel.

Der er uendeligt mange fortolkninger af, hvad jeg mener, man kan kalde kanelvidunderet: kanelgiffel, kanelsnurre, kanelstang, kanelbolle, kanelbrød og med fyld af remonce, rosiner, cremer, nødder og jeg kunne blive ved.
I dagens anledning har jeg valgt at bage klassiske kanelsnegle med et efterårstouch af æblefyld. Det fortryllende match af kanel og æble vinder hver gang!

Kanelsnegl

Kanelsnegle med æble, ca. 25 stk.

Dej
50 g gær
4 dl mælk
100 g smør
1 æg
3 spsk sukker
1 tsk salt
800 g hvedemel

Remonce
200 g smør
200 g sukker
8 spsk kanel
4 æbler

Pensling
1 æg

Smuldr gæren i en skål med den lunede mælk. Bland smør, æg, sukker og salt i mælken, og ælt gradvist melet i også. Lad dejen hæve tildækket i ca. 30 min.

Riv æblerne groft og bland dem med smør, sukker og kanel.

Hæld dejen ud på et meldrysset bord og rul den til en rektangulær flade på ca. 35 x 55 cm. Smør remoncen ud i et jævnt lag; undgå de øverste 3 cm, da disse skal bruges til at klistre enderne fast. Rul dejen til en roulade og skær skiver á ca. 3 cm tykkelse med en skarp, våd kniv. Læg skiverne i smurte aluforme på en bageplade og lad dem efterhæve tildækket i 15 min. Pensl sneglene med ægget og bag dem i en 200 grader varm ovn i ca. 18 min til de har fået en gylden overflade. Lad sneglene køle lidt i formene, befri dem og lad dem køle helt, eller snup en lun til formiddagskaffen.

Hvis du er til de helt klassiske kanelsnegle, har jeg en anden variant HER. Du skal blot udelade æblerne.
Den kan bestemt også anbefales!

Kanelsnegle

Hav en skøn lørdag fyldt med kanelsneglefryd!