Tag-arkiv: fastelavnsboller

Fastelavnsboller med remonce og æblefyld

Inden jeg rejser fra iskolde Danmark, vil jeg lige dele opskriften på de her super skønne fastelavnsboller med jer. Bare fordi jeg sidder på den anden side af jordkloden, når der skal slås katten af tønden og spises fastelavnsboller dagen lang, betyder det ikke, at jeg springer fastelavnsbollesæsonen helt over. Jeg har snydt lidt og bagt (og spist) på forhånd. På den måde kan man nå det hele. Smart, ikke? Læs resten

Gammeldags fastelavnsboller med et twist

Gammeldags fastelavnsboller med et twistDet kan vidst ikke komme bag på nogen, at jeg har en forkærlighed for søde sager med et salt twist. Jeg synes, at de to smage står utrolig godt sammen, og smagsoplevelsen får en helt anden dimension, når både det søde og det salte er til stede. Jeg vil dog begrænse mig til det søde køkken. I det salte køkken skal der helst ikke blandes for meget sødt ind…

Peanutbutter er en af mine favoritter blandt det søde/salte, og hvad står bedre til peanutbutter end banan? Bananen bidrager med det fede, og nu er vi snart ved at være hele vejen rundt 😉

Er I lige så vilde med det salte i det søde køkken? Og tror I, at det bare er en dille, der er forsvinder igen om noget tid? Eller er det kommet for at blive?

Gammeldags fastelavnsboller med et twist

Jeg har eksperimenteret med peanutbutter, banan og fastelavnsboller. Det blev et hit! Især hvis man ikke er til det sukkersøde. Der er faktisk intet sukker i den her bandit, men det gør den nu ikke til en “sund fastelavnsbolle”! En fastelavnsbolle skal være syndig 😀

Gammeldags fastelavnsboller med et twistFastelavsnboller med et twist, ca. 20 små boller

Dej:
10 g gær
1 dl mælk
1 dl yoghurt
60 g smør eller margarine, smeltet
1 tsk salt
1 banan
200 g fuldkornsmel (jeg brugte fuldkornsspeltmel, men f.eks. grahamsmel eller andre typer kan også sagtens bruges)
250 g hvedemel

Fyld:
20 tsk peanutbutter
2 bananer

1 æg til pensling
Mørk chokolade til pynt

Lun mælken og opløs gæren heri. Tilsæt yoghurt, smeltet smør og salt og bland det godt. Mos bananen med en gaffel, tilsæt den sammen med ægget og de to meltyper. Jeg rørte dejen på min røremaskine i 5 min, men hvis du ikke har sådan én, kan dejen sagtens æltes “manuelt”. Sæt dejen på køl natten over.

Næste dag hældes dejen ud på et meldrysset bord og rulles til et stort stykke på ca. 1/2 cm i højden. Del dejen i 20 firkanter. Læg en tsk peanutbutter og en tsk most banan på hver firkant. Fold hjørnerne sammen, og sørg for at der ikke er nogle revner. Læg bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir med samlingen nedad, pensl dem med et sammenpisket æg, og bag dem i ovnen ved 200 grader almindelig ovn i ca. 18 minutter indtil de er let gyldne.

Lad bollerne køle af på en rist. Smelt den mørke chokolade og læg en tsk på hver bolle. Her slår du bare fantasien løs og pynter med, hvad du kan finde på. Jeg kørte dem naturel, men jeg kunne sagtens have pyntet dem med hakkede peanuts, glimmer, smarties, krymmel eller noget helt 5.

Gammeldags fastelavnsboller med et twistTip: Hvis du hellere vil bage dejen med det samme (ja, det er svært at vente!) kan du tilsætte 25 g gær til dejen istedet. Så skal dejen kun hæve 1 time.

 

Gammeldags fastelavnsboller med nougat og creme

Fastelavnsboller med nougat og cremePå søndag er det fastelavn, og for mig er dén dag lig med fastelavnsboller. Det der med at slå katten af tønden, klæde sig ud og vifte med fastelavnsris, det er jeg nok blevet lidt for gammel til. Men fastelavnsbollerne derimod: Dem bliver man ALDRIG for gammel til!

I år har jeg for første gang – på forskud – prøvesmagt forskellige købe-fastelavsboller (kun fra anerkendte bagere vel at mærke. Herunder indgår ikke Føtex-bageren, fryseboksens boller i Kvickly og andre falske fastelavnsboller..) De har alle smagt fortrindeligt, men intet slår en hjemmebagt fastelavnsbolle. En hjemmebagt bolle i det hele taget.

Jeg vil hellere bage egne boller med fyld, end jeg vil købe wienerbrødsfastelavsboller (I ved, dem der smuldrer i flager, når man tager en bid), men det er jo en smagssag.
Hvilke fastelavnsboller kan I bedst lide?

Fastelavnsboller med nougat og cremeHer får I i hvert fald min yndlingsopskrift, som jeg vender tilbage til år efter år.
Opskriften er fra Varm på brød, Lun på boller af Rikke Holm

Fastelavnsboller med nougat og creme, ca. 24 stk.

Bollerne:
500 g hvedemel
50 g gær
2 dl mælk
150 g blødt smør
2 æg
50 g sukker
1 tsk salt
1 æg til pensling

Creme:
1 spsk maizena udrørt i vand
1 tsk vanillesukker
1 æg
2 1/2 dl mælk

Nougat
Evt. syltetøj

Rør maizena ud i vandet, og tilsæt vanillesukker og æg. Bring mælken i kog i en gryde, hæld mælken over æggeblandingen, og hæld hele balladen tilbage i gryden. Bring cremen i kog og lad den derefter køle af. Det gør ikke noget, at cremen stadig er lidt lun, når den smøres på bollerne. 

Rør gæren ud i den lune mælk og tilsæt resten af dejens ingredienser. Ælt dejen godt og lad den herefter hæve 30 min. Hæld dejen ud på et meldrysset bord, og rul den ud i en halv cm tykkelse. Skær dejen i firkanter af 8×8 cm (ca. 24 stk). Læg en skive nougat på hver firkant, og top med cremen. Fold hjørnerne ind og tryk dem omhyggeligt sammen, så der ikke er nogle revner. (Ellers vil al det lækre fyld ende på bagepladen i stedet for inde i bollen) Læg bollerne med samlingen nedad på en bageplade beklædt med bagepapir.
Lad dem efterhæve 30 min.
Pensl bollerne med ægget og bag dem i en almindelig ovn ved 210 grader i 12 min indtil de er let gyldne.

Afkøl bollerne på en rist og pynt dem herefter med glasur, slik, frugt, flødeskum eller … Det er fantasien, der sætter grænser, og til fastelavn skal det være ekstra festligt!

Fastelavnsboller med nougat og cremeFastelavnsboller med nougat og cremeTip: Hvis man ønsker en “åben” bolle med syltetøj eller creme synligt, forståes, laves en fordybning (gerne med et lille hul i dejen) i bollen, efter den er blevet sat med lukningen nedad på bagepladen og har efterhævet. Hullet kan fyldes med syltetøj eller creme inden de bages. Hvis man fylder hullet med nougat eller chokolade, skal det gøres umiddelbart efter bagningen, da det ellers vil brænde på.

Glædelig fastelavn!