Tag-arkiv: dulce de leche

Hjemmelavet karamel – ren magi

KaramelI torsdags fik jeg en ganske ægte åbenbaring! Jeg kogte en dåse kondenseret mælk, og hokus pokus: Da jeg åbnede dåsen, var mælken tryllet om til den fineste, mest skindende og sødeste karamel. Ren magi, siger jeg bare!

Siden dén aften har karamellen været en trofast følgesvend i nærmest alle mine måltider. Ej, det er måske en lille overdrivelse, men det er bestemt ikke lyv, når jeg siger, at jeg kunne spise de hele med ske.. Hold nu op, hvor smager det godt!!

Jeg har tilsat karamel her og der, og jeg har allerede fundet et par karamelkammeratfavoritter. Jeg er slet ikke færdig med at teste, og der er heldigvis en hel del karamel tilbage i glasset.

Karamel

Min weekend har udover karamel været fyldt med masser af efterårshygge. Det startede fredag aften med en tur i bio og se “Hundredefodsrejsen”. (Virkelig sød og charmerende film, den kan jeg bestemt anbefale.) Vild med dans i sofaen med en kop te, brød og pålæg. En fredag aften i snegletempo – SKØNT!
Lørdag fortsatte ligesådan. Lørdagsmorgenhygge i laveste gear med god tid til forkælelse, solskin og råhygge. Jeg pakkede en masse ting i flyttekasser, og Mette og jeg fik købt maling og diverse handyting, som vi åbenbart manglede, til lejligheden.
Det blev også lige til en frisk tur i skoven med en dejlig varm kop te. Efterår er lig med te-sæson!
I dag skal jeg arbejde og OVERTAGE VORES NYE LEJLIGHED. Spørg mig, om jeg glæder mig!
Ih, det er så spændende. Og lidt skræmmende.. Men mest bare helt fantastisk 😀

Det betyder dog også, at hele min næste uge skal stå i malerpenslens tegn, men jeg håber, at der mellem penselstrøgene bliver tid til et lille indlæg. Det skal vel også tørre på et tidspunkt, sådan noget maling..

Jeg har (surprise) et par karamelopskrifter i ærmet, som jeg hellere end gerne vil dele med jer. Indtil videre kan jeg kun sige: Skynd jer ud og anskaf jer en dåse kondenseret mælk (det kan efterhånden købes i de fleste supermarkeder), og skynd jer så hjem igen til kogegryden. I vil ikke fortryde det!

Hjemmelavet karamel

1 dåse kondenseret mælk

Pil papiret af dåsen og kom den uåbnet i en gryde med vand. Vandet skal dække dåsen fuldstændigt. Sæt vandet i kog, put låg på gryden, skru ned for blusset, og lad dåsen småsimre i tre timer. Hæld vandet fra og lad dåsen køle en times tid. Nu kommer det magiske øjeblik: Åbn dåsen og en smækkerlækker karamel vil dukke frem.

Easy peasy!
Karamellen skal opbevares i et tætlukkende glas eller boks i køleskabet. Det kan holde sig op til halvanden uge, hvis det mod forventning ikke er spist inden 😉