Tag-arkiv: blå birkes

Solskinsboller med blå birkes

Solskinsboller

Det er blevet riv-raske-ruske-vejr, og jeg sidder indenfor i varmen under et tykt uldtæppe i sofaen med en god bog, en kop lunende te, og må desværre kun nøjes med at tænke mig til en nybagt, lun solskinsbolle med et lag smør, der langsomt smelter…

Solskinsboller

Når man spiser solskinsboller, titter solstrålerne frem mellem de grå skyer, og lyser regnvejrsdagen op.
Det er den første blandt mange af sådan nogle efterårsdage i dag, og jeg skal nok nå at få spist masser af boller og drukket spandevis af te, mokka, varm kakao og kaffe i løbet af efteråret. Mmmmhhh, det er råhygge på høj plan!

Opskriften er fra Sif Orellanas søde bog “Spilopper og stjerneskud”.

Solskinsboller

Solskinsboller med birkes, 10-12 stk
50 g smør
25 g gær
5 spsk lunkent vand
2 1/2 dl kærnemælk
1 spsk sukker
1 tsk salt
1/2 tsk gurkemeje
1 æg
25 g blå birkes
1 usprøjtet citron, skal heraf
ca. 450 g hvedemel

1 æg til pensling

Smelt smørret. Rør gæren ud i det lunkne vand og tilsæt kærnemælk, smør, sukker, salt og gurkemeje. Pisk ægget med citronskal og birkes, og bland det i dejen. Ælt melet i dejen, og lad dejen hæve tildækket i en skål i 1 time. Form dejen til 10-12 boller, og læg dem på en bageplade med bagepapir med god afstand imellem. Lad bollerne efterhæve tildækket endnu 1 time. Pensl bollerne med et sammenpisket æg og bag dem ved 210 grader i ca. 12 min. Lad bollerne køle lidt og servér dem lune enten plain, med smør, eller måske endda med hjemmelavet lemoncurd sammen med en varm kop te.

Bollerne er stadig gode dagen efter, hvor de kan komme en hurtig tur på brødristeren. Hvis man mod forventning ikke får spist alle bollerne, er de perfekte at have i fryseren til en impulsiv efterårs-hygge-eftermiddag.
God fornøjelse!