Tag-arkiv: æble

Cremet mandelgrød med hjemmelavet æblekompot

Cremet mandelgrød med hjemmelavet æblekompotTiden flyver og jeg oplever en helt masse! Det betyder dog lidt færre indlæg her på bloggen.. Men det betyder ikke, at jeg ikke får inspiration, laver, spiser og ikke mindst lærer en hel del om mad. For det gør jeg! Og ih, hvor er det spændende 😀

Her er min morgenmad som den har set ud hele ugen – faktisk. Jep, jeg er blevet helt vild med det, og det var faktisk ved lidt af et tilfælde, at jeg fik blandet grøden her sammen. Hvor heldig har man lov at være?
Jeg havde en lækker mandelmælk stående i køleskabet, og den skulle gerne drikkes inden udløbsdato. Samtidig havde jeg fået en stor pose hjemmedyrkede æbler fra mine forældres fryser med hjem, som med det samme blev smækket i en gryde med noget vanillesukker og tryllet om til en lækker kompot.

Og I ved, hvor meget jeg elsker havregrød om morgenen. Alstå blev det til en lækker, cremet havregrød på mandelmælk toppet med hjemmelavet æblekompot på en helt almindelig hverdagsmorgen. Den smagte så godt, at jeg bliver nødt til at dele tippet – for det er nok nærmere et tip end en egentlig opskrift – med jer.

Cremet mandelgrød med hjemmelavet æblekompotCremet mandelgrød med hjemmelavet æblekompotCremet mandelgrød med æblekompot, 1 pers.

1 dl havregryn
2 dl mandelmælk

Bland havregryn og mandelmælk i en skål, og kog den i mikrobølgeovnen i 1,5 minut. Tag ud og rør rundt.
Grøden kan sikkert også laves i en gryde på klassisk vis, men jeg gider ikke en gang at prøve, for det er simpelthen så nemt i mikro’en..

1 spsk æblekompot

Hæld æbler skåret i både eller store tern i en gryde med en smule sukker og en vanillestang. Lad æblerne koge ud under låg i ca. 30 min indtil konsistensen er blød og grødet. Opbevar kompotten lufttæt og i køleskabet. 

Top evt. grøden, udover kompotten, med hakkede pictasiekerner, kanel eller lakridspulver.

Cremet mandelgrød med hjemmelavet æblekompot

Kærlighedshorn med æble og karamel

KærlighedshornDa jeg havde karamelflip for et par uger siden, bagte jeg de her kærnemælkshorn en søndag morgen. Søndagsforkælelse til min kære familie.
De blev meget vel taget i mod, og jeg vil også sige, at jeg var ganske godt tilfreds med dem. De var virkelig delikate og et vaskeægte blæsevejrs-hygge-horn, som både kan spises til formiddagskaffen, på picnic i skovens fine efterårsfarver (begge er testet og godkendt) eller til aftenteen med tæppe og en god film i fjernsynet.

Dejen bliver slået op om aftenen. Om morgenen skal hornene faktisk bare formes, fyldes og bages, og så har man lune kærlighedshorn klar til nydning.
Mon familien skal forkæles lidt her i efterårsferien? Eller måske i weekenden?

På fredag er det store bagedag. Har I planer om bagning? Og hvad er jeres yndlingsbageprojekt? Jeg tror ikke, at jeg har et enkelt jeg kan sætte fingeren på.. Mit yndlingsprojekt må nok være at lære af mine erfaringer og eksperimentere med forskellige smage, former og konsistenser.

KærlighedshornKærlighedshorn med æble og karamel, 10 stk.
Inspiration fra Valdemarsro

Dej:
300 g hvedemel
200 g blødt smør
1 dl kærnemælk
2 spsk sukker
1/2 vanillestang
20 g gær
1/4 tsk salt

Fyld:
2 æbler
1 dl karamel (kogt i dåsen i tre timer)

Pynt:
1 æg
Flormelis

Aftenen inden flækkes vanillestangen og kornene blandes med sukker. Bland mel, vanillesukker og salt med smøret. Rør gæren ud i den kolde mælk og bland det med melblandingen. Stil dejen på køl natten over.

Rul dejen ud til en pizza og del den i ti “lagkagestykker”. Læg en teske karamel og to stykker æblebåde på det brede stykke og rul dem sammen til horn. Pensl hornene med ægget og bag dem i en 175 grader varmluft ovn i 12-15 min.

Kærlighedshorn

 

Kanelbollens dag – Kanelsnegle med æble

Kanelsnegle

I dag er det international kanelsnegledag.
Det er vist mest svenskerne, der fejrer deres berømte “Kanelbullar”, og det med god grund! Men vi vil være med, for vi er også gode til det der med wienerbrød og kanel.

Der er uendeligt mange fortolkninger af, hvad jeg mener, man kan kalde kanelvidunderet: kanelgiffel, kanelsnurre, kanelstang, kanelbolle, kanelbrød og med fyld af remonce, rosiner, cremer, nødder og jeg kunne blive ved.
I dagens anledning har jeg valgt at bage klassiske kanelsnegle med et efterårstouch af æblefyld. Det fortryllende match af kanel og æble vinder hver gang!

Kanelsnegl

Kanelsnegle med æble, ca. 25 stk.

Dej
50 g gær
4 dl mælk
100 g smør
1 æg
3 spsk sukker
1 tsk salt
800 g hvedemel

Remonce
200 g smør
200 g sukker
8 spsk kanel
4 æbler

Pensling
1 æg

Smuldr gæren i en skål med den lunede mælk. Bland smør, æg, sukker og salt i mælken, og ælt gradvist melet i også. Lad dejen hæve tildækket i ca. 30 min.

Riv æblerne groft og bland dem med smør, sukker og kanel.

Hæld dejen ud på et meldrysset bord og rul den til en rektangulær flade på ca. 35 x 55 cm. Smør remoncen ud i et jævnt lag; undgå de øverste 3 cm, da disse skal bruges til at klistre enderne fast. Rul dejen til en roulade og skær skiver á ca. 3 cm tykkelse med en skarp, våd kniv. Læg skiverne i smurte aluforme på en bageplade og lad dem efterhæve tildækket i 15 min. Pensl sneglene med ægget og bag dem i en 200 grader varm ovn i ca. 18 min til de har fået en gylden overflade. Lad sneglene køle lidt i formene, befri dem og lad dem køle helt, eller snup en lun til formiddagskaffen.

Hvis du er til de helt klassiske kanelsnegle, har jeg en anden variant HER. Du skal blot udelade æblerne.
Den kan bestemt også anbefales!

Kanelsnegle

Hav en skøn lørdag fyldt med kanelsneglefryd!

Luksusgrød med æble og karamel

Luksusgrød med æble og karamelPå sådan en grå efterårsdag som i dag, er det altså en helt del lettere at forlade den indbydende, varme dyne i sengen, hvis man ved, at der venter sig en lækker omgang luksusgrød. Jeg forkælede mig selv med den her grød for nogle dage siden. Æble, karamel og finthakkede mandler – match made in heaven, siger jeg bare!

I går var jeg for første gang inde i vores nye lejlighed, efter det er blevet “vores”. Hvor er det bare totalt surrealistisk og lidt for vildt, at kalde det “hjem”. 😀
Det føles overhovedet godt nok overhovedet ikke som et hjem; lige nu er det bare en masse vægge og tomme rum. Vi er i fuld gang med forberedelserne til at kunne male alle rum, og når det er gjort, kan vi rigtig begynde at flytte ind. Juhuuu!

Når man arbejder hårdt, fortjener man lidt ekstra godt fra morgenstunden 😉
Det er en helt almindelig havregrød. Dovenlars her laver den altid i mikrobølgeovnen; det er 100 gange lettere og hurtigere (+ mindre opvask), og bliver næsten ligeså godt.

Luksusgrød med æble og karamelLuksusgrød med æble og karamelLuksusgrød med æble og karamel, 1 pers.

1 dl havregryn
2 dl mælk
En knivspids salt

Æbler i tern
Karamel
Hakkede saltede mandler

Bland havregryn, mælk og salt i en skål, der kan gå i mikrobølgeovnen, og giv den 2 1/2 min. Rør godt, så grøden får den rigtige grødkonsistens.
Top grøden med æbler i tern, karamel og hakkede salte mandler.

Perfekt start på dagen – nyd!

Septembermums

Æbler

RIGTIG GLÆDELIGT EFTERÅR!
September måned for mig betyder kolde sommeraftner i haven godt pakket ind i tæppe og med stearinlys på bordet, mens man nyder den allersidste sommerstemning; regnvejrsdage i sofaen med en god film og en stor kop varm kakao at varme sig på; masser af hjemmebag og madlavning i form af syltning, kompotter, gryderetter, frugttærter, skoldhede supper og de mere tunge kager; og at pakke sig ind i blødt og varmt strik fra top til tå.

Som I kan høre, er jeg bestemt ikke ked af, at vi er trådt ind i efteråret. Jeg er en råhygger, og jeg synes, at efteråret er en af de bedste årstider til inde-slappe-råhygge; i tæt konkurrence med vinteren 😉
De mørke aftnener indbyder til en kop varm te, stearinlys, en god bog eller strikketøj og lidt hjemmebag. Nøj, hvor jeg glæder mig! Og det er endnu bedre, fordi vi har haft en lang og solrig sommer, som vi kan tænke tilbage på. Mine soldepoter er i hvert fald fyldt godt op.

Jeg er så heldig at have både æble- og blommetræer i haven. Det regner med begge frugter i øjeblikket, og jeg har lagt store planer for de fine røde og lilla guldklumper: blommetrifli, æblekompot, æblegrød, salat med spidskål og æble, bagte blommer med is, og selvfølgelig de klassiske blomme- og æbletærter. Mon ikke I får lov at kigge med her på bloggen..? :-))

Pærer

Også blåbær, brombær, pærer og rabarber er i højsæson nu. Man kan lige nå at vride de sidste sommervibes ud af rabarberne og blåbærrene, som for mig er de ultimative sommeringredienser.

På grønt-fronten er spidskål, squash, gulerødder, løg og svampe snuppeklar. Er der nogen af jer, der har været på svamperov?

I aften har jeg planer om DENNE sensommerret fra Arla, hvor jeg tilføjer lidt ekstra godter til salaten, f.eks. æbler og løg.

Hvad har I af madtraditioner for efteråret? Og hvordan fejrer I bedst, at vi går de koldere tider i møde?