Squashbrød

SquashbrødSå ramte vi sørme endnu en gang fredag. Det er sjovt med lige netop fredag; den føles  langt væk, når vækkeuret ringer mandag morgen, men alligevel synes jeg, at jeg ofte har fornemmelsen af, at tiden bare flyver afsted. Pludselig er det fredag igen. Og det er jo ikke værst! 😊

Men jeg synes godt nok, at denne uge er gået ekstra hurtigt. Lidt for hurtigt.
Tiden flyver, når man er i godt selskab, som man siger. Og det er netop, hvad jeg har været – i godt selskab. Mine dage har været fyldt op med venindesnak,frisk luft og fuglefløjt, lydbog, og nåh ja, en lille stor smule studie.

SquashbrødSå fordi vi (endelig) har nået den berømte fredag, og jeg er i frejdigt fredagshumør, får I her serveret lækker fredagskage med varme krydderier og chokoladesød frosting til jeres forhåbentligt ligeså lækre fredag. Ja, jeg har kaldt kagen Squashbrød, men altså, det er jo en kage, bare formet som et brød. Snedigt, hva?

Jeg medbragte squashbrødet til studiedag, og jeg fik stor ros fra min søde studiegruppe. Brødet/kagen (hvad vi skal kalde det) er svampet, sødt, krydret, blødt, sprødt og alt det en drønlækker kage skal være. Frostingen sætter prikken over i’et, men den kan erstattes med et lag flydende chokolade, glasur, eller helt undlades. Det kan den nemlig sagtens bære.

Og nåh ja, så har jeg jo helt glemt at nævne det aller bedste! Det her er faktisk en af de sundeste kager (der smager godt) jeg nogensinde har bagt.

“Juhuu, hun sagde sund kage”.

JA!

Altså så sund den kan blive uden at gå på kompromis med smag, konsistens og lækkerhed. Så vil jeg nemlig hellere være helt fri og spise rigtig kage én gang mindre.
Det sunde består i meget lidt fedtstof, ikke særlig meget sukker, en anelse mel, og så er den fyldt med grøntsager og frugt. Det sælger den da meget godt, gør det ikke?

Okay, okay, ikke mere snak, her får I opskriften:

Jeg ønsker jer en (kage)skøn fredag og en forårsdejlig weekend!SquashbrødSquashbrød, ca. 8 pers.

2 æg
1 spsk kokosolie eller smør
2 bananer
4 spsk sukker
1 spsk kanel
1/2 tsk kardemomme
1/2 tsk ingefær
1/2 tsk vanillesukker
1/4 tsk muskatnød
1/4 tsk nelliker
1/2 tsk salt
1 squash
100 g valnødder (kan udelades eller evt. erstattes med hakket mørk chokolade)
2 1/2 dl mel
2 tsk bagepulver

Mos de 2 bananer og bland dem sammen med æg og olie/smør. Tilsæt sukker, krydderier og salt og pisk det grundigt sammen. Riv squashen, hak valnødderne groft og bland begge dele i dejen sammen med mel og bagepulver. Hæld dejen i en brødform á 1,25 l. foret med bagepapir.
Bag kagen i ovnen ved 175 grader varmluft i ca. 50 minutter. Tjek om kagen er færdig ved at stikke en tandstik eller gaffel i kagen. Hvis den kommer ren op, er den færdig.
Lad kagen køle 3 minutter i formen og tag den herefter ud og lad den afkøle helt.

Frosting:
50 g smør, stuetemperatur
110 g smøreost
150 g flormelis
50 g hvid chokolade
1 tsk vanillesukker

Smelt den hvide chokolade. Pisk smør, ost og flormelis sammen. Tilsæt den hvide chokolade og vanillesukker og pisk indtil massen er luftig. Pynt det afkølede squashbrød med frostingen f.eks. med stjerne/blomstertoppe vha. en tyl. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *