Praktikboblen og en status

Er I stadig med derude? Der har godt nok været stille herinde på det seneste. Det er ikke fordi jeg har ligget i sofaen og dovnet den – tværtimod. Jeg har fløjet rundt, og min tid har været knap;  derfor er bloggen desværre også blevet nedprioriteret (ligesom mange andre sjove ting).

Siden starten af oktober har jeg været i praktik hos Magasinet Lækkerier (som jeg også teasede lidt om HER) Kender I Magasinet Lækkerier?
Jeg skal love for, at der er fart på det – også på kvinderne bag. Min praktikvejleder er Mika Wulff, og hun er chefredaktør på magasinet. Hun er en powerkvinde uden lige.
Da jeg startede min praktik, blev jeg kastet ind i de sidste uger op til det nyeste magasin Mælkechokolade skulle sendes til tryk. Det var et kapløb med tiden, og jeg, der var helt newbie i forlagsbranchen, følte mig virkelig på dybt vand 😅 Men jeg tror egentlig, at det var den helt rigtige måde for mig; at blive skubbet udenfor min comfortzone (et kærligt skub, for jeg ved, at Mika altid har min ryg) uden tid til at kigge mig tilbage. Allerede efter et par uger føltes det som om, jeg havde været en del af magasinet i laaang tid.
Jeg har lært så vanvittigt meget af det her forløb, og jeg kunne ikke have forestillet mig en bedre praktikplads.
– Ja, det slutter allerede på fredag.. Øv!

I magasinet Mælkechokolade har jeg fået lov at skrive min helt egen artikel(!) om chokolademageren og -nørden Mikkel Friis-Holm. Jeg har også skrevet forskellige småtekster hist og pist, bl.a. Smagstesten, Sødt Nyt og Bogklubben.
Derudover har jeg hjulpet med korrekturlæsning, foto-props, kontorarbejde og ikke mindst de sociale medier. Jeg har faktisk fået lov at fortsætte med at styre både deres Instagram og facebook-side efter mit praktikforløb, så husk at følge med. Jeg kan godt love, at der kommer til at ske spændende (jule)ting i december 😉

Udover min praktikboble har jeg haft travlt med alt muligt andet arbejde, primært hos Karina Frimodt Dans, hvor jeg underviser. I perioder har jeg arbejdet så meget, at jeg ikke har kunne følge med, og det er bestemt ikke sundt i længere perioder ad gangen. Men nu begynder det at lysne lidt, og jeg kan tage nogle dybe indåndinger igen. Jeg er ikke ret god til at sige fra overfor mennesker, der forventer noget af mig, og det bider mig virkelig i halen i travle perioder. Det kunne jeg godt øve mig lidt på. Det kunne være, at det skulle være et lille nytårsforsæt… 😉

Nu er julen lige om hjørnet med al sin julehygge, julestemning og julestress – på både godt og ondt. Min jul skal gerne være mere hyggelig og travl end hektisk stresset, så nu vil jeg tænde et stearinlys, skrue op for Michael Bublé og drikke mig en kop te. …Efter jeg har været nede at stemme, selvklart 😇

Er I kommet i julestemning endnu? Og tæller I ned til 1. december?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *