Postkort fra Møn

Idyl på høj plan!

Jeg er hjemme igen efter en fantastisk hyggelig tur til Møn med (noget af) hele familien. 13 mennesker i et stort hus, daglige ture ud at opleve, eftermiddagssnakke i sofaen, langsom morgenmad, kollektiv madlavning og bare ren råhygge. Desværre var vejret ikke helt med os – vi havde mest af alt bare gråvejr og STORMvejr, men det holdt bestemt ikke hyggen tilbage.

Den ene dag vovede vi os til Nyord (fugleøen), hvor vi blev blæst godt og grundigt igennem, drak kaffe og spiste cookies på havnen og slentrede ned ad de yndigste villaveje. Efterfølgende tog vi til byen Stege og spiste “frokostbord” hos den lokale slagter.
En anden dag var vi ved Møns Klint og lede efter kridt og raslesten. Førstnævnte bragte vi med hjem i store mængder, sidstnævnte var vi ikke så heldige med.
Derudover har vi bare taget alting i vores helt eget tempo og nydt at holde miniferie, for det har lidt føltes sådan; at vi havde ferie.

Når man er sammen som familie så intensivt, som det jo er at bo sammen i tre dage, så oplever man hinanden på en helt anden måde, synes jeg. Selvom man kender hinanden ud og ind, lærer man alligevel nye sider af hinanden at kende, når man med morgenhår og halvåbne øjne står i kø til toilettet eller når man mister tålmodigheden med grøntsagssnitningen til aftensmaden, fordi det bare har været en lang dag.
Det er en skøn måde at være sammen på, og jeg er sikker på, at det styrker båndene! Men det er også hårdt at være SÅ mange mennesker samlet SÅ længe. Det kræver energi.

Så i dag har jeg slappet af med at flytte alle mine store møbler ned fra 4. etage 😅 Nej, det var bestemt ikke særlig afslappende… (Okay, jeg havde flyttemænd til at tage det værste – eller faktisk næsten det hele – men det er altså hårdt at agere moralsk opbakning 😉) Så for resten af dagen står den på filmhygge i sofaen, popcorn, hyggetøj, 10-minutters-pasta, håret i en søndagsknold og tidligt i seng.

I morgen starter hverdagen for alvor, og jeg skal i skole for første gang i tre måneder. Pyha! Jeg skal lige ind i unilivet igen, kan jeg mærke…

Med glimt fra en forlænget weekend på Møn ønsker jeg jer en dejlig søndag aften!

Eftermiddagskaffe med citronmåne og hyggesnakSnapsebutik…… og en meeeeget gammel købmand 😉Kollektiv madpakkesmøring til dagens udlugtDet smukkeste loft i Nyord Kirke Kaffepause i blæsevejr på havnen med hjemmebragt kaffe og hjemmebagte cookiesLørdag aften var det ENDELIG grillvejr (helt ærligt, vi er i slutningen af april?!) og min post var salat. Koteletter, grillpølser, nye kartofler og grøn salat – dét er forår! Strikkeklubben 👵🏼🙌🏼Og den smukkeste solnedgang at køre hjem på!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *