Postkort fra Kenya #1

Det er en uge siden, jeg kom hjem fra den store vide verden. Jeg er ved at være landet og tilbage i den vante gang i lille DK. Når jeg tænker tilbage på ALT det, jeg har oplevet (for det er først nu rigtig gået op for mig, HVOR meget det egentlig er, jeg har oplevet), får jeg et sug i maven og må nive mig selv i armen. “Har jeg virkelig stået dernede? Levet i det der? Oplevet de fantastiske ting?!” Det er så surrealistisk! Og helt vildt fedt!

Så nu ville jeg lige vise nogle af de mange-hundrede billeder, vi har taget af det store eventyr. Og heldigvis for dem – billeder hjælper sørme hukommelsen på vej.
Der kommer lige et Postkort nr. 2, for jeg kunne ikke få plads til alle billederne i ét indlæg 😉

Vores strand – Milele Beach – med palmesus, bølgeskvulp og …dromedarer… 😅

Indgangen til huset, vi boede i. Familien havde to vagthunde, der sørgede for, at de værste skadedyr eller -mennesker ikke kunne trænge ind i huset. Dem var vi glade for (hundene altså), selvom det ikke var kæledyr, som vi kender dem bedst.

Maden var som udgangspunkt rigtig fin. Masser af grøntsager, bønner, linser, ris … og så ugali (på billedet). En tyk, bastant, grynet, dødsyg majsgrød, som til gengæld ligger som en bombe i maven. Det var ikke favoritten 😉

 Frugten derimod kan vi slet ikke hamle op med herhjemme! Sliksøde mangoer, sprøde vandmeloner og cremede bananer. Uhm… Dem savner jeg allerede!

 Familiens køkken – én af vores mange udfordringer 🙈

Familien havde en hushjælp, som stod for madlavning, oprydning, rengøring osv. Vi fik stort set ikke lov til at røre en finger. Men en aften besluttede vi os for at præsentere familien for noget af det mad, vi selv elsker at spise derhjemme, så vi lavede falafler, humus, quinoasalat og fladbrød til hele familien – 8 mennesker. Det var et hit!

 … og så fik vi lavet afrikansk hår 💁🏾

 Madmutter på børnehjemmet viser os her, hvordan vi skal lave Mandazi…

…De blev ret gode 👆🏼

Onsdag var Chapati-day på børnehjemmet. Chapati er en madpandekage, som børnene (og vi) elsker.
Det var en storproduktion, og hele formiddagen gik med at rulle ud og stege chapatis til de 200 skolebørn. Det var et fedt arbejde og alle hjalp til.

De yngste skolebørn, vi serverede frokost for, står her pænt på række i middagssolen.

Jeg havde lyst til at tage mange af dem under armen og med hjem!

YNDLINGSBILLEDET! 🙌🏻
Vores søde værtsfamilie fra venstre: Velona hushjælpen aka. lattermaskinen, Johnson den ældste søn, Dishan vores “mor” lige i midten med Jeremy den yngste søn på skødetThandie den yngste datter, og Scholar den ældste på højre langside.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *