Min uge #36

Musik jeg lyttede til… Break Down Your Walls – Nelson Can

Jeg cyklede forbi… en bus med et rart budskab: smil til verden 🙂

På min tallerken… havregrød toppet med peanutbutter, hakkede mandler og solmodne og smukke figner. Jeg har officielt skudt havregrødssæsonen i gang. Efteråret er kommet.

I mine ører… hyggelige, lærerige og vanedannende gode podcasts.

Jeg lurer lidt på… det her køkkenmonstrum. Åh, hvor jeg godt gad at have sådan en fyr at lave aftensmad med! Jeg ved simpelthen bare ikke, hvor jeg skulle få plads til ham … og alle hans venner, som jeg også godt gad lege med: ismaskinen, juiceren, blenderen, sodastreameren, toasteren og og …

Jeg har for første gang i mit liv… sovet over mig!! Og det var bestemt ikke nice! Det resulterede i panikstart på dagen, kampdårlig samvittighed og en bagerchef, der igen viste sig at være verdens bedste. Ingen sure miner – kun ren og skær bekymring. Hvor heldig og ydmygt taknemmelig(!) er jeg lige..!? Det blev forhåbentlig også sidste gang jeg min mobil-slash-vækkeur laver det nummer!

Fredag aften… sad jeg limet til tv-skærmen. Der var premiere på Vild med Dans, og jeg er kæmpefan! Okay, jeg har selvfølgelig også mine grunde, og jeg ville højst sandsynligt ikke hænge så begejstret i længere, hvis jeg ikke havde dansebaggrund selv.. Men så I det? Kjolerne, dansene, musikken, blodet, svedet, tårerne? Åh, det er godt.

Jeg har fået… min drømme-praktikplads, hvor jeg starter om en måned. Det kribler og krabler i fingrene, og jeg vil gerne bare starte NU 😃

Weekenden har stået på… søndagshygge på en regnvejrslørdag med hjemmebagte vafler, seriekiggeri, dynehygge og fryser-mad. Solskinssøndag med arbejde og derefter familietur til Frilandsmuseet med en kulturel gåtur og varm kaffe på kanden.

Jeg glæder mig til… juuuuul. Og jeg ved godt, at det er ALT for tidligt…… Tro mig; jeg forsøger ihærdigt at tøjre mine tendenser 😉

Rigtig god ny uge til jer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *