Lykkelisten – 12 ting der gør mig glad

Når hverdagen er lidt hård mod én, kan det være rart at have et par go-to ting til at putte lidt glimmer på og alligevel få vendt dagen(e), selvom jeg efterhånden har lært, at de dage, hvor alting føles kedeligt og surt, også skal bydes velkommen. Jeg er ved at acceptere, at man ikke kan (og skal) gå rundt og være lykkelig hver eneste dag, hvert eneste minut. Følelserne er dem, der gør os mennesker, som min Afrikanske mor siger. Men derfor er det aldrig rart at være i trist humør, så jeg sætter ind med gode aktiviteter, der kan gøre dagen lidt bedre.

Her er 12 ting, jeg ved, kan gøre mig glad.

⭐️ Send en uventet besked til en veninde eller en anden sød, der fortjener det.
Man får med garanti en sød besked retur. Win win!

⭐ Gå en lang tur med ørene fulde af lydbog, musik eller måske bare fuglekvidder.
Der er intet lidt frisk luft til hovedet og frit spil for tankerne ikke kan kurere.

⭐ Bryg dig selv en ekstra god kop kaffe eller te.
Det er lidt af et mormortip, men der er altså noget om det der selvforkælelse på level 1.

⭐ Put dig under tæppet på sofaen (eventuelt ledsaget af førnævnte kop) og fordyb dig i en skøn bog eller serie.
Nogen gange er det, man trænger til, bare at lade sig forsvinde ind i en drømmeverden og lade bekymringerne få pause for et øjeblik. Og acceptere, at det er okay at bruge 30 minutter på egenomsorg, istedet for at svinge støvsugeren eller andet “man lige burde”.

⭐ Sæt din yndlingssang på og lyt intensivt til musikken.
Man kan ikke lade være med til sidst at skråle med for fulde gardiner, og det skal nok få smilet frem.

⭐ Forkæl dig selv med blomster eller andet grønt.
Jeg er sikker på, at liv i hytten også giver liv i sindet, og så pynter det bare så fint.

⭐ Surf lidt rundt på nettet og opdater eventuelt ønskelisten. Eller lav inspirationslister på pinterest eller hvor, du føler for det.
Det er dejligt at planlægge og få skrevet tingene ned, så man ikke skal bruge energi på at huske det i hovedet.

⭐ Og apropos lister: skriv de ting ned på en liste, du har sat dig for skal nåes, inden dagen er omme.
Det kan være alt fra rengøring, vasketøj til et bad, kaffepausen og indkøb. Store og små ting. Det vigtigste er bare, at der er noget at krydse af, så snart det er gjort. Jeg ELSKER tilfredsstillelsen i at krydse ting af på lister.

⭐️ Køb dig selv en flødekage, din yndlingsis, morgenbrød – noget lækkert. Bare fordi du har lyst og helt sikkert fortjener det. 

⭐ Smil til dig selv i spejlet.
Forskning viser, at selv hvis man tvinger et smil frem, frigiver selve bevægelsen glædeshormoner (endorfiner), så man rent faktisk får lyst til at smile.

⭐ Tag et dejlig varmt og langt bad, og brug tid på lidt ekstraordinær selvforkælelse f.eks. en hårmaske, bodyscrub, neglelak. Noget af det, der ellers ikke er tid til.

⭐ Tænk på tre ting du er taknemmelig for er sket i løbet af dagen.
Dette punkt er inspireret af min mama i Afrika. Hver aften beder vi bordbøn inden middagen, og hun er stjernegod til at opsamle dagens begivenheder og prise dem – og selvfølgelig takke Gud – men det kan man jo gøre, som man lyster.

Jeg håber, at det er nogle ting, I kan bruge eller i hvert fald blive inspireret af.
Ha’ en rigtig rar tirsdag!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *