Louises Afrika #8 Reallife emoji, strømsvigt og falafler

Udsigten fra Tamarind restaurant…

…hvor vi først sad og fik en drink i loungen

En uge tilbage på børnehjemmet. 10 dage tilbage i Kiembeni, før vi sidder i flyet til Nairobi og er på vej videre på safari i Masai Mara. Vi nyder de oplevelser, vi har tilbage her og suger alt det til os, vi kan.
I torsdags brugte vi hele dagen i Mombasa med syv andre danske piger, som vi har lært at kende her på turen. Verden er pludselig lille, når man sidder på den anden side af ækvator og kan få nye danske veninder. Vi gik på café og drak juice, milkshakes og swahilikaffe (kaffe krydret med kanel, kardemomme, nelliker mm. Jeg skulle passe på ikke at komme i julestemning), oplevede byen til fods og fik set de ting, man skal se i Mombasa. Vi sluttede dagen med middag på Tamarind Restaurant, som er en prisvindende seafood restaurant beliggende med den smukkeste udsigt udover vandet. Vi sad først nede i loungen og nød solnedgangen med en reallife emoji drink (🍹 – paraply, sugerør – det lignede virkelig!) i hånden, og derefter rykkede vi op på selve restauranten, hvor vi fik serveret smagsfulde fiskeretter. En stor oplevelse og en tophyggelig dag!
Den anden aften lavede vi middag til hele familien: falafler, humus, fladbrød og couscoussalat. Ikke så meget, fordi det var dansk, mere fordi, at vi godt kan lide at spise det derhjemme. Der var intet af det, de havde smagt før, men de duftede nysgerrigt og spiste derefter begejstret.
Vi har fået lavet Afrikansk hår, overlevet oplevet flere timers strømsvigt, så vi hele aftenen måtte føle os frem til hinanden, stolen, aftensmaden og tandbørsten. Været på stranden endnu en gang, siddet fem piger i en tuktuk, oplevet så voldsom thunderstorm, at veje var opløste og vægge væltet morgenen efter, deltaget i skolernes idrætsdag, og ellers bare haft både knap-så-gode og rigtig gode hverdage.
Så selvom vi til tider kan synes, at arbejdet og hverdagen bliver lidt triviel, bliver vi mindet om den ægte hverdag med dertilhørende pligter, to-do’s, gråvejr, skoledage og arbejdsdage, når vi hører nyt fra DK. Og I derhjemme er vist også en smuuule misundelige på vores “hverdag”…? “Okay, vi må lige nyde det sidste” Så det gør vi! Og vi glæder os til både safaritur og Zanzibar, kan I tro.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *