Louises Afrika #6 Mandagsudfordringen

Jeg skal love for, at det har været mandag med stort M i dag! Der er ikke meget, der ikke er gået imod os, og livet har ærlig talt føltes en smule hårdt.

Dagen starter med maveonde og mærkelige lyde, der vækker mig, før min alarm. Ingen rigtig appetit til den banangrød, det efterhånden er blevet os en vane at lave til morgenmad, men jeg snupper en ekstra banan med i tasken in case maven bliver normal igen. Gåturen til børnehjemmet føles bare ekstra lang i dag, men den ene kilometer tager den anden, og vi ankommer smilende dog en anelse uoplagte. Vores latente træthed får lov til at blive en reel dovenskab, fordi arbejdsmoralen på stedet bare generelt er, hvad man i Danmark ville kalde slet og ret ineffektiv! Hvis personalet har lyst til at dovne den, bliver der hverken stillet spørgsmålstegn eller kigget skævt. Det er heller ikke sjældent, man ser madmutter snuppe en morfar, mens hun venter på, at kartoflerne koger.
Så i dag slægter vi afrikanerne på og dovner den alt, hvad vores danske arbejdsmoral tillader os. Oven i hatten bliver vi gang på gang misforstået og sprogbarrieren går os virkelig på nerverne.
Tidligt efter frokost får vi lov at smutte tidligt, og vi går i fitness i søgen efter lidt energi til vores tunge kroppe og hoveder. Det viser sig dog at være det forkerte sted at lede… Træningen er ligeså ineffektiv som afrikanernes arbejdsgange, og frustrationen over at være så uoplagt bliver forstærket. Set fra den lyse side får vi os et dejligt bad, og det er slet ikke at kimse ad hernede.
På vej hjem fra fitness lykkes det os hverken at hæve penge, opstøve en ægte plade chokolade (som vi ellers virkelig følte, at vi fortjente) eller ignorere alle kommentarerne på gaden.
Med vores kitkat-lignende chokoladebar i hånden (det var bedre end ingenting) sætter vi os endelig på trappestenen foran huset og prøver at vende dagens begivenheder og sindstemning. “Måske vi skal have noget lækkert til aftensmad”, “Nåh ja, jeg tror, vi skal have chapatis”, “mmmhh”.
Nyheden om fisk til aftensmad får bægeret til at flyde over. Ikke så meget, fordi det er fisk, for det kan vi jo ellers godt lide; mere fordi, at fiskeretter hernede indeholder utrolig mange ris med meget lidt grøntsagssovs til, og så en hel fisk, der ligger og kigger op fra gryden. Med øjne, finner og ben. Hele molevitten! Dét kan jeg altså ikke få mig selv til at spise.
Men vi bliver mætte og går alligevel i seng med en masse nye erfaringer i baggagen. Hver dag hernede er fyldt med udfordringer og oplevelser, og selvom ikke alle dage er en dans på roser, siger jeg til mig selv, at det (også) er det, jeg lærer af. At se mig selv i situationer, jeg ikke havde forestillet mig nogensinde at se mig selv i, og erfare, at jeg godt kan klare mig. Det er en fed fornemmelse!

Læs forrige opdateringer HER, HER, HER, HER og HER

En tanke om "Louises Afrika #6 Mandagsudfordringen"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *