Louises Afrika #10 Bye-bye day, palmesus og det blødeste hår

Sidste frokostservering på Tumaini School

Og sidste cafebesøg på stamcaféen…

…hvor vi denne gang fik yoghurt med mysli, frugt og honning og brød med humus og chili. Det var en god deler.

I aften er vores sidste aften her i Kiembeni hos den sødeste afrikanske familie, jeg kender. Vi havde sidste arbejdsdag på Tumaini Children Home i fredags, og anden akt af vores eventyr er begyndt. VI HAR FERIE!

Fredag var en ganske fin “bye-bye day”, som én af kokkene navngav dagen, på børnehjemmet. Vi fik krammet og vinket farvel til både personale og børn, og de spurgte alle, hvornår vi mon ville komme tilbage og hilse på dem, for de ville savne os begge meget. Jeg er virkelig taknemmelig over, at vi er blevet taget så godt imod på Tumaini; vi var forberedt på det værste, men personalet gjorde bekymringerne til skamme og overraskede i den grad positivt. Praktikopholdet og arbejdet dér har været en stor oplevelse, som jeg vil tage med mig langt ind i både min faglige og personlige viderefaren.

Vi er så småt ved at være pakket og klar til at rejse her fra familien. Fletningerne er taget ud efter mange svedige timer i sofaen med to søde hjælpere på hver side. Jeg huskede godt nok ikke mit hår som SÅ blødt, men nøj, hvor var det en kæmpe lettelse at få extensions’ne ud. Jeg havde dem i i en uge og et par dage, og jeg kunne sådan set godt have beholdt det længere, hvis ikke det var fordi, jeg havde en bagkant at tage højde for. De fem timer inden for husets fire vægge skal altså lige times… Det var en sjov oplevelse at prøve at have så stort hår!

De første dage af ferien har vi brugt på en skøn blanding af praktiske gøremål og luksusliv. Vi har daset under palmesus, forkælet os selv med lækker mad, hygget med vores afrikanske familie, vasket tøj i massevis, været på visit hos en anden lokal familie, besøgt vores stamcafé en sidste gang og shoppet gaver til familien.
Vi kører mod lufthavnen i morgen kl. 5.45 for at flyve til Nairobi. Vi vil nødigt ud på den lange bustur igen. Det bliver trist at skulle sige farvel til familien her; de er allesammen en kæmpe inspiration for mig. Deres mentalitet er en helt anden end min. Uvisheden og den store forskel på rig og fattig sætter sine spor. “Man skal leve livet, mens man har det; man ved aldrig, hvad der sker i morgen”, er deres filosofi.
Der er helt sikkert sandheder i det, men vi har bare også en anden normalitet og et andet udgangspunkt i Danmark, så det ligger os måske (i hvert fald mig) lidt mere fjernt, men dermed ikke mindre inspirerende.

Nu vil jeg nyde denne aften med aftenbøn, mahambri og bønner for allersidste gang hos familien Mungai.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *