Jeg vil ikke sige, at jeg læser mange bøger – altså bøger, jeg har valgt at læse af egen fri vilje. Men jeg læser lidt flere end den gennemsnitlige studerende. I hvert fald flere end mange af mine veninder.
Det er allermest i ferier, jeg har tid og lyst til at fordybe mig i et skønlitterært univers, men også aftenstunder og weekender bliver af og til taget i brug. Det med lyst er en stor del af oplevelsen for mig. Jeg skal have kriblen i fingrene, før jeg starter en ny bog, men så kunne jeg til gengæld også let sluge den på en enkelt aften, hvis jeg gav mig selv lov. Der er ikke noget mere hyggeligt, end at “savne” den bog, man har liggende opslået hjemme på natbordet og glæde sig til at gribe den næste chance for at læse endnu et kapitel. Om det er årets første kaffepause i haven svøbt i masser af tæpper, med sand mellem tæerne på sommerferien, i stearinlysets skær, højtlæsning eller lydbog, så er en god bog bare lig med kvalitetstid for mig. Tid, hvor jeg virkelig slapper af.
Min yndlingsgenre er de historiske kærlighedsromaner.
Jeg har en fornemmelse af, at jeg er født i det forkerte århundrede. Jeg skulle have levet i 1800-tallets romantik – selvfølgelig med en happy ending. Kjolerne, romancerne, ballerne, dansende, formaliteterne. Jeg er forelsket i det. Men kun i den lyserøde del af det, vel at mærke. Jeg er nu ret glad for mine vaccinationer, træk-og-skyl-toilettet, min frihed til at vælge osv. osv. But you get the point, right?
Jeg er også vild med de mere moderne chicklits – helst med et tvist af romantik. Jeg er inderst inde en håbløs romantiker, og alt der har de mindste paralleller til prinsen, der redder prinsessen fra den onde drage, rammer mig lige i hjertekuglen.
Jeg har endnu ikke forstået begejstringen for fantasygenren, thrillerne og for så vidt også krimierne. Måske er jeg alligevel ikke helt voksen endnu 😉
Min plan var, at skabe et lille bogforum her på domænet. Skabe lidt god læsekarma. En læsekrog. Måske vi kan anbefale gode bøger til hinanden? Jeg har i hvert fald en god håndfuld, jeg synes alle burde læse 🙂
Vil I være med?