Lækker laksetærte med spinat

Puha! Vi kom helskindet ud på den anden side af pinseferien…
Den har godt nok været ekstra heftig med to kæmpe bolde i luften: stor fødselsdag og overtagelse af lejligheden. To projekter, der har stjålet meget energi.
Men begge dele er gået så fint. Fødselsdagen var en succes! Virkelig hyggelig dag med mange smil og kram. Og i går brugte vi helligdagen på at give den en ordentlig skalle inde i lejligheden. Vi er dog slet ikke færdige endnu, men det begynder at tage form.

Nem hverdagsmad står ekstra højt på favoritlisten for tiden, og så er den her laksetærte altså bare et hit. En sikker vinder!
Og den er faktisk ikke kun god til nem aftensmad; den går også som en del af brunchbuffeten, på picnicturen, i madpakken eller noget helt femte. Den er det hele: sprød, saftig, sund, nem, god. Og som med så meget andet mad, der passer sig selv i ovnen til sidst, står der tilmed et pænt og rent køkken, når man sætter tænderne i aftensmaden. Dét er dejligt!

Tærten her er med en grov, sprød bund og fyldt med gode vitaminer fra spinaten og laksen. Den mætter godt og smager endnu bedre.
Måske den skulle på menuen her på sådan en dejlig sommer-mantirsdag..?

Det føles lidt mere overkommeligt at komme igennem hverdagene, når man starter ugen på en tirsdag, ikke? Jeg kunne i hvert fald godt vænne mig til at springe mandagene over fremover 😉
Glædelig ny uge!

Lækker laksetærte med spinat, Ø28 cm, ca. 4 pers. som fuldt måltid

Dej:
120g hvedemel
60g grahamsmel
100g margarine
1 spsk vand
1/2 tsk salt

Fyld:
250g spinat, hakket fra frost
2-3 laksefiletter
3 æg
2 spsk creme fraiche
1/2 tsk muskatnød
1/2 tsk salt
friskkværnet peber
evt. 2 tsk timian

Start med at lave dejen. Hæld hvedemel, grahamsmel og margarine i en foodprocesser og blend massen. Tilsæt vand lidt ad gangen, indtil dejen begynder at samle sig. Den må endelig ikke blive for våd, men skal kun akkurat lige hænge sammen.
Hæld nu dejen ud på et stykke bagepapir og læg endnu et stykke bagepapir over den. Rul dejen tynd (ca. 3 mm. tyk), til den passer tærteformen, og flyt nu dejen med det ene stykke bagepapir stadig siddende nedenunder over i tærteformen. Forbag tærtebunden 15 min. ved 200 grader almindelig ovn.

Lav imens fyldet.
Tø langsomt spinaten op i en gryde. Rens laksen og skær den i mundrette bidder. Pisk æg med creme fraiche og krydderierne.
Pres lidt af væden fra spinaten og læg det i den forbagte tærtedej. Læg derefter laksestykker og hæld til sidst æggemassen over.
Bag tærten ca. 30 min. og skift gerne til 200 grader varmluft de sidste 10 minutter. Tærten er færdigbagt, når æggemassen er stiv og gylden.
Lad tærten køle 10 min. før servering.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *