Kanelsneglekage

Jeg kan ligeså godt indrømme det først som sidst: Jeg har en svaghed for kanelsnegle. Jeg kan ikke komme på noget mere lækkert at sætte tænderne i end en god bolle med masser af kanelsnasket fyld. Det er lige meget hvilken afskygning den kommer i – om det er en kanelbullar, cinnamonbun, kanelsnurrer, kanelsneglekage eller bare en god gammeldags snegl er mig fuldstændig lige meget. I bund og grund er det jo det samme: En klump dej med masser af smør med snask af sukker, endnu mere smør og KANEL Selvfølgelig med glasur på. Mmmmhh! Bare tanken kan få mine tænder til at løbe i vand…

Derfor havde jeg virkelig glædet mig til at finde en god lejlighed til at bage denne kanelsneglekage. At bage den som en kage, er et trick, jeg personligt synes er genialt, og det måtte jeg bare prøve. Egentlig er det almindelige kanelsnegle, hvor man i stedet for at lægge dem spredt ud over bagepladen, lægger dem tæt sammen i et tærtefad, så de får lov at vokse sammen. På den måde undgår man, at alt det lækre snask ender ude på bagepapiret; og så ser det også fint ud!

Kanelsneglekage3
Opskriften er Sif Orellanas Majsneglekage fra ”Rollinger og Roulader”, men man kan bruge hvilken som helst opskrift på kanelsnegle. Jeg fordoblede fyldet i forhold til dejen, fordi jeg er af den overbevisning, at jo mere fyld, jo bedre!

Min kanelsneglekage blev serveret med et godt lag glasur ude i haven til min søde familie inkl. min lille nevø på 2, som ikke kunne sige andet end ”SÅ er der kage” i 5 min inden den blev serveret. Jeg blev dagens helt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *