Hurra for os

Hurra for osI dag er det KVINDERNES KAMPDAG! Og hurra for os, kvinder altså 😀

Det virker endnu mere relevant for mig at tale om ligestilling og kamp mod kvindernes undertrykkelse i øjeblikket, men det er selvfølgelig et emne, der er relevant hele tiden.
Hver dag bliver kvinder nedprioriteret, undertrykt og behandlet uretfærdigt, men for mig kommer det ekstra tæt på i kraft af det emne, vi arbejder med på studiet i øjeblikket: Maternal and Child Health.

Selvom sundhed burde være en universel rettighed, ser jeg sort på hvidt, hvordan mange kvinder i bl.a. udviklingslandene er overladt til deres egen skæbne, sin egen mands gode vilje (eller mangel på samme) og er tvunget til at gennemgå umulige graviditeter og fødsler, som i værste fald kan føre til både kvindens og barnets død.
Selvfølgelig har det utrolig meget med de pågældende landes ressourcer at gøre, men rigtig meget er også kulturbestemt. Jeg peger ikke fingre, eller bestemmer hvad der er rigtigt og forkert; jeg ved bare, at jeg ikke kan bære tanken om at (alt for unge) kvinder bliver udstødt, isoleret eller dør, fordi de ikke er berettiget den rette behandling og omsorg, det kræver at gennemgå graviditet, fødsel og opfostring af et barn.

Og jeg ved godt, at det er ved at blive lidt af en kliché, men det gør det ikke mindre rigtigt. De problemer, der optager mange danske kvinder, såsom de to (ekstra) kilo på sidebenene, den negligerede løbetur eller bandlyste craving af kulhydrater (jf. billedet) synes bare lidt overflødige, når man sætter dem op mod andre kvinders evige kamp om overlevelse og et bare nogenlunde behageligt liv.

Så på en dag som i dag er jeg lidt ekstra taknemmelig.
Taknemmelig over at leve i Danmark, hvor kvinderne er priviligerede og respekterede.
Taknemmelig over stemmeret, fri abort, professionelle hospitaler og klinikker, retten til frit at vælge prævention, gratis helbredsundersøgelser, og jeg kunne blive ved…
Selvfølgelig kan – og skal – mange ting forbedres også her i Danmark, men jeg bruger lige dagen i dag på at være tilfreds med det, vi allerede har opnået.

God (kamp)dag til jer derude

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *