Helt rigtige pandekager

pandekager

I sommerhus lavede jeg pandekager og hindbærsyltetøj. Det er ikke tit, at jeg bager pandekager, for jeg synes ofte, at de kan undervurderes og ikke virker ligeså prangende, som f.eks. is eller kage, når der er nogle søde gæster, der skal forkæles. Men de helt rigtige pandekager skal bestemt ikke undervurderes! De bliver knaldgode hver gang, og man ryger direkte tilbage til barndommen og de gode minder. Og det allerbedste er, at man kan spise dem hele året og pynte dem efter sæsonen. Spis dem med is og buskenes friske bær om sommeren, og om vinteren kan de fyldes med nutella og nødder, den hjemmelavede marmelade fra sommeren, eller browniebidder. De kan selvfølgelig også spises med en fint lag sukker på den gammeldags måde.

Der er ikke så meget andet at sige til det end: Prøv dem! I kan ikke blive skuffet 🙂

Pandekager

Pandekager

Helt rigtige pandekager:
Ca. 10 stk.
200 g mel (3,5 dl)
2 dl mælk
1,5 dl øl
3 æg
1 spsk sukker
Smør til stegning

Pisk alle ingredienserne sammen, men hæld mælken langsomt i til sidst, så undgår du klumper i dejen. Sørg for at panden er rygende varm, inden du begynder. Mæt panden med smørret og fordel en god klat dej derpå. Pandekagen skal vendes, når den begynder at få lidt farve i kanten. Man skal være over dem hele tiden, for det går lynhurtigt!

Prøv evt. at tilføje lidt revet citronskal eller en vanillestang til dejen, det er jeg sikker på også ville være godt.

Pandekager

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *