Kulden og mørket har langsomt sneget sig ind på os, og nu er morgenerne efterhånden virkelig mørke og kolde. Derfor har jeg skudt havregrødssæsonen i gang igen. Havregrynene med mælk har fået en varm overhaling.
Bløde futter, striktrøje, tændte stearinlys og så en lun havregrød – det er sådan, jeg starter de tidlige timer i øjeblikket.
Jeg varierer min grød lidt fra dag til dag, for jeg elsker at eksperimentere med nye smage. Se andre gode forslag HER og HER.
Forleden lavede jeg cremet grød med banan og skønne toppings. Den smagte så godt, at jeg havde lyst til at dele den med jer.
Hvad spiser I til morgenmad for tiden?
Fortæl endelig, så vi kan inspirere hinanden 🙂
Ha’ en dejlig torsdag!
Cremet havregrød med banan, 1. pers.
1/2 banan
1 dl havregryn
1 dl kokosmælk
1 dl vand
1 knivspids salt
Topping:
Bananskiver
Kakaonibs
Valnødder
Peanutbutter
Mos bananen med en gaffel og bland banan, havregryn, kokosmælk og vand i en skål. Drys med salt. Giv blandingen 1,5 minut i mikrobølgeovnen. Rør lidt i grøden, pynt med toppings.
Og nyd! – Det bliver ikke nemmere 😉