Jeg nyder forårets sidste miniferie! Vejret er godt nok lidt utilregneligt, men når det øser ned udenfor, kan man da lige så godt gå i køkkenet 😉
Jeg havde sat mig for at få brugt nogle af alle de maltesers®, som vi ellers ikke får spist.
Oppe i mit hovede lød chokoladekage med maltesers® og skumfiduser ikke som nogen dårlig kombi, tværtimod. Jeg kastede mig ud i forsøget, og det blev en ganske lækker og aldrig-før-set-kage.
Skumfiduserne er blevet lidt seje og bidrager med det karamelagtige i kagen. Maltesers®’ne giver det crunchy til den dejligt luftige kage. Den er perfekt til eftermiddags-hygge-kaffen i sofaen!
God miniferie til jer!
Chokoladefiduskage
8 pers.
2 æg
200 g sukker
125 g smør
125 g hvedemel
1 tsk bagepulver
3 spsk kakao
2 tsk vanillesukker
150 g maltesers®
70 g skumfiduser, mini eller store, der er klippet i mindre stykker
Pisk æg og sukker luftigt. Bland mel med bagepulver, kakao og vanillesukker og pisk det i æggeblandingen sammen med det smeltede smør. Vend maltesers® og skumfiduser i dejen og hæld den i en bradepande (20 x 25 cm) beklædt med bagepapir. Bag kagen i 30 min på 175°C. Afkøl kagen i formen.
Bør nydes i godt selskab i sofaen.