Chili con Carne og lidt om mit skoleprojekt

Sundere klassiker: Chili con CarneDer er en grund til, at de klassiske retter aldrig slår fejl og ja – er elskede klassikere.
De klassiske danske retter er dog lidt tunge i rumpen, og kunne, i følge mine erfaringer, godt trænge til en opkvikker.
Her vil jeg fortolke den klassiske ret – om den er dansk eller afrikansk er underordnet – til et lettere og sundere alternativ. Dermed ikke sagt, at det er forbudt at spise den helt klassiske ret, for der er nu også en charme ved at sidde en sommerdag med den fedtede, stegte flæsk, den cremede persillesovs og helt dugfriske kartofler. Øøøhm, hvornår er det forresten sommer??

På mit studie fik vi til opgave at servere mad til 150 mennesker. Vi blev inddelt i organisationer, hvor opgaven var, at vi skulle kreere et koncept og få solgt de 150 kuverter mad. Ret hurtigt blev vi enige om, at vi skulle nyfortolke Chili con Carne’n.
Vores vision var, at gøre den
1) Bæredygtig, økologisk og klimavenlig
2) Sundere, både som alternativ til den klassiske take away mad, men også som alternativ til den klassiske Chili con Carne.
Målene blev nået (og vi fik solgt alle kuverter, hurra), og I skal selvfølgelig have del i resultatet.
For lige at pakke selvudslettelsen væk, så fik vi faktisk virkelig god feedback: God sensorisk kvalitet – både på udseende og smag. Mange har endda bedt om opskriften 🙂

Sundere klassiker: Chili con Carne

Og hvordan har vi så nået målet?
Jo, for det første har vi skiftet 50% af kødet ud med rodfrugter og flere bønner. Oksekød er en af de største syndere klimamæssigt, så derfor sparer vi meget CO2 ved at skære ned på mængden af kød. Dernæst har vi skiftet risene ud med hjemmebagt brød. Også ris er nogle klimasyndere. Rismarkerne udskiller meget Metan, og derudover skal de transporteres langt.
Vi har i stedet brugt økologiske og lokale råvarer.
Derudover er retten nøglehulsmærket, hvilket betyder, at der er sparet på salt, sukker og fedt, men at retten derimod er sprængfyldt med kostfibre.
Disse faktorer betyder dog ikke, at retten mangler smag, jeg fristes til at sige tværtimod. Det er en Chili con Carne med spræl i!

Sundere klassiker: Chili con CarneChili con Carne, 4 pers.

200 g rødbede
200 g gulerod
200 g knoldselleri
80 g løg
200 g hakket oksekød
Rapsolie til stegning
Salt og peber
Spidskommen
120 g kikærter
120 g kidneybønner
160 g tomater
500 g hakkede tomater
12 g hvidløg
20 g frisk chili
1 håndfuld koriander
1 håndfuld persille
50 g kalve/okebouillon
Skyr, chili og frisk persille til servering

Skær rødbeder, gulerødder og knoldselleri i tern og svits dem i en tykbundet gryde i lidt rapsolie. Krydr dem med salt og peber og fordel dem på bageplader, og bag dem færdige i ovnen ved 200 grader.
Snit løgene og svits dem i samme gryde som blev brugt til rodfrugterne i lidt rapsolie. Tilsæt kødet og lad det svitse med. Krydr med salt og peber, spidskommen, chili og cayennepeber efter smag.
Skær de friske tomater i både, fjern tomatfrøene, og skær tomatkødet i tern. Stil ternene til side til garniture. 
Blend frøene fra tomaterne sammen med hvidløg og tilsæt blandingen til det færdigstegte kød. Lad det koge ind.
Tilsæt bouillon og lad også det koge ind. 
Skyl kidneybønner og kikærter grundigt og tilsæt dem. 
Hak chili og persille til garnituren.
Smag retten til med salt, peber, spidskommen og chili.

Server Chili con Carnen dampende varm drysset med friske tomater, chili og persille, med en klat skyr og brød.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *