Kategoriarkiv: Brød og Boller

♡ 24. Chokolademedaljer med mandelkrokant ♡

Chokolademedaljer med karamelliserede mandlerSå nåede vi Julekalenderes sidste låge, og bag den gemmer sig Chokolademedaljer med mandelkrokant. Nemme at lave, men uimodståeligt delikate at spise.
Jeg har ikke skrevet mængder i opskriften, for det giver lidt sig selv, hvor mange man får lavet. Og man kan helt selv bestemme, hvor meget fyld, man vil drysse på. Læs resten

♡ 23. Chokoladekonfekt med nougat ♡

Chokoladekonfekt med nougatDet er dagen før dagen, og i dag får I opskriften på sidste-øjebliks-konfekt. Chokoladekonfekt med nougat. Selvom det er det letteste i verden at lave, er det nu en gang min yndlingskonfekt. Den SKAL på kaffebordet hvert eneste år juleaften. Den slår nemlig aldrig fejl. Læs resten

♡ 5. Juleboller ♡

JulebollerVi er allerede nået til d. 5. december i Lammeskyens Julekalender. Sikke tiden flyver afsted! Jeg suger al julehyggen til mig og forsøger at nyde det så meget som muligt, mens julen endelig er her.
Når I at nyde det? Eller flyver tiden bare afsted? Læs resten

De allerbedste kanelsnegle

De allerbedste kanelsnegleJeg sidder med en hapserlækker, supersnasket, alligevel sprød, kanelduftende, mundvandsløbende saftig, smørblød og bare helt perfekt kanelsnegl i hånden. Jeg er i kanelsneglehimlen! (Findes det? I så fald vil jeg gerne derop, når jeg forlader dette sted – be’ om)
Mine fingre – og nu også tastaturet – er smurt ind i kanelsneglesnask, og jeg er vild med det!

I morgen er det Kanelbollens dag. Det fejres nok mest i Sverige, men ligesom sidste år vil jeg også være med. Min yndlingsbollekage (I ved hvad jeg mener..) er nemlig kanelsnegle.
Karamelliseret og kanelsød remonce omgivet af blød og saftig kardemommedej. Helt som en kanelsnegl skal være. Kan I også høre englene synge?

De allerbedste kanelsnegleWeekendforkælelsen kommer springende lige her – skynd jer i køkkenet og fejr kanelbollens dag sammen med mig. Det allerbedste? Johov, på sådan en dag må man spise liiiiiiige så mange kanelboller, kanelsnegle, kanelbullar, kanelkringler, kanelbrød, og hvad de ellers har af kære navne, som man vil 😉
Glædelig weekend og kanelbolledag!

De allerbedste kanelsnegleKanelsnegle, 15 stk. eller 1 springform á 24cm

Dejen er fra Meyers kanelsnurrer
2,5 dl kold mælk
25 g gær
1 æg
500 g hvedemel
75 g sukker
8 g salt
6 g stødt kardemomme
75 g smør

Opløs gær i den kolde mælk i en bageskål. Hæld æg, hvedemel, sukker, salt og kardemomme ned i gærmælken og kør dejen 15 min på en røremaskine. Tilføj herefter koldt smør i tern og kør dejen yderligere 15 min på maskinen. Dejen virker utrolig fedtet, men det skal den.
Lad dejen hæve lunt med et fugtet viskestykke i 1 time.

Lav imens remoncen:
150 g blødt smør
50 g brun farin
50 g sukker
0,5 dl muscovadosirup (eller anden sirup)
1,5 spsk kanel

Pisk alle ingredienserne godt sammen.

Hæld nu dejen ud på et meldrysset bord og rul den ud til et rektangel med en tykkelse på ca. 0,5 cm. Smør remoncen ud på dejen, men lad den øverste kant være fri. Dette får nemlig forseglet sneglene, når de er rullet, så de ikke går op.
Rul dejen til en snegl ved at starte for neden. Skær skiver á ca. 7 cm med en våd, skarp kniv. Smør en springform på 24 cm i diameter (eller beklæd den med bagepapir) og stil sneglene på højkant med 1-2 centimeters afstand i formen. 
Lad kagen efterhæve 1 time igen et lunt sted med et fugtet viskestykke.

Bag kagen i ovnen ved 180 grader i 35 minutter. Læg evt. et stykke staniol over kagen til sidst, hvis den begynder at blive for mørk.
Lad kagen køle lidt i springformen på en bagerist og sæt den herefter over på et kagefad. Pynt evt. med glasur, flormelis, eller nyd den lige som den er.

Perfekt til lørdagsaftenteen eller søndagskaffebordet en efterårsruskedag.

Louises chokoladekage med pistaciefrosting

Louises chokoladekage med pistaciefrostingDen allerbedste chokoladekage efter min mening. Let men fyldt med smag af det, jeg bedst kan lide. Og det bliver bestemt ikke dårligere med en delikat pistaciefrosting på toppen. Mmmmmh!

Kagen er ekstra god på en regnvejrstorsdag, eller en regnvejrslørdag, eller måske bare en hvilken som helst regnvejrsdag. Og dem har vi jo masser af i øjeblikket (hmpf).
Men man må få det bedste ud af det, så hop i køkkenet og biks denne her lækkerbisken sammen. Bagefter kan den stornydes i sofaen med et varmt tæppe, regndråber på ruden og godt selskab inde i varmen.

God fornøjelse!
Louises chokoladekage med pistaciefrostingLouises chokoladekage, 8 pers.

400 g hvedemel
100 g kakao
1 tsk natron
350 g sukker
1/2 l appelsinjuice
4 æg
200 g smeltet smør
250 g mørk chokolade

Bland alle de tørre ingredienser, undtagen chokoladen, i en lille skål, og pisk de våde ingredienser sammen i en stor skål. Si den tørre blanding ned i den våde blanding og pisk det hele sammen. Hak chokoladen groft og vend det i dejen med en dejskraber.
Hæld kagedejen i en rund springform (24 cm i diameter) og bag kagen i ovnen ved 175 grader i 60 min. Læg eventuelt et stykke sølvpapir over, hvis kagen får for meget farve på toppen.
Lad kagen køle af på en rist, inden den tages ud af formen.

Herfra kan den pyntes som man lyster; f.eks. med glasur, drys af flormelis eller bare nydes helt som den er. Jeg valgte at toppe den med pistaciefrosting denne gang.

Pistaciefrosting
100 g smør, stuetempereret
1 dl pistaciemarmelade
6 spsk flormelis

Pisk smørret luftigt og tilsæt pistaciemarmeladen. Tilsæt flormelisen 1 spsk ad gangen, mens der piskes, indtil den ønskede konsistens opnåes. Pynt kagen, når den er afkølet.

Louises chokoladekage med pistaciefrosting

 

 

Sommerhittet nr. 1 – Rabarberkoldskål

Sommerhittet nr. 1 - rabarberkoldskålNU ER DEN HER! Sommeren er her endelig!
Og sommervejr er lig med koldskålsvejr.
En skål iskold koldskål med knasende kammerjunker i solen på terassen, i haven eller på altanen – det er (også) dansk sommer, når det er bedst!

Sommerhittet nr. 1 - rabarberkoldskålHar I ferie og kan nyde solen og varmen?
Jeg ligger nede i Frederiksberg Have og læser på livet løs. Min nr. 1 yndlingsbog har jeg allerede slugt, men det er heldigvis en lang serie, og jeg er i fuld gang med nr. 2 😀 Jeg rånyder at have tid (og samvittighed) til at dase.

Og jeg slubrer min hjemmelavede rabarberkoldskål i mig, når jeg har brug for forfriskning.
Det er vanvittigt nemt at blande sig en hjemmelavet koldskål, og jeg har eksperimenteret mig frem til en af de – ifølge min smag – lækreste udgaver.
Min jordbærversion er også én af dem.
Jeg har toppet min koldskål med kammerjunker og lakridspulver. Lakrids og rabarber klæder hinanden utrolig godt, synes jeg.
Tørristet havregryn, rugbrødscrunch eller friske bær er også lækkert på.
Og hvis man er mega sej, bager man sine kammerjunker selv. Det skruer nydelsen en tand højere op.

NU vil jeg ønske jer en rigtig god sommer! – Må den vare virkelig længe 😉

Sommerhittet nr. 1 - rabarberkoldskålKoldskål, 4 pers.

2 pasteuriserede æggeblommer (1 bæger)
50 g sukker
1 l kærnemælk
3 dl rabarbersaft
Saften af 1 citron

Hæld æggeblommer og sukker i en skål. Pisk det sammen indtil massen er hvid og luftig. Bland kærnemælk og rabarbersaft i æggesnapsen og smag til med citron.
Opbevar på køl indtil servering og NYD – mmmmh!

Kerneknækkere

KerneknækbrødDet her knækbrød er ikke noget helt almindeligt knækbrød. Jeg ser det faktisk slet ikke som rigtig knækbrød, men derimod mere som en slags sund chips. En sprød snack, når eftermiddagssulten melder sig eller et lækkert element på tapasbordet. Det er skønt i sig selv, men det smager også vidunderligt med en skive spegepølse eller ost. En kop te i godt selskab af de her kerneknækkere og lidt sofahygge er en god energioptankning.

KerneknækKerneknæk1, 2, vupti – og så står man med lækker hjemmebagt knækbrød. Længere tid tager det ikke. Og det smager ikke som noget, der er nemt at lave. Det er det bedste af det hele 🙂

KerneknækKerneknæk, 1 stor kagedåse

1 dl havregryn
1 dl sesamfrø
1 dl hørfrø
1 dl solsikkekerner
1 dl græskarkerner
3,5 dl hvedemel
1 tsk salt
1 tsk bagepulver
0,5 dl olivenolie
2,5 dl vand
Evt. flagesalt til drys

Rør alle ingredienserne sammen og rul dejen ud på et stykke bagepapir i ca. 3 mm tykkelse. Drys evt. med flagesalt. Skær dejen ud i passende størrelser med et pizzahjul. Den behøver ikke at være skåret helt igennem, dejen skal bare kunne brækkes i stykker efter bagning.
Bag knækbrødene i varmluftsovn på 200  grader i 18-20 min. 
Knæk knækbrødene i stykker og lad dem køle af på en bagerist. Når knækbrødene er helt kolde opbevares de i en kagedåse eller anden lufttæt boks.
De kan holde sig i et par uger.