Det er gråvejr, det er onsdag og det er sommer. Derfor deler jeg i dagens anledning opskriften på de her børnevenlige cookies med m&m’s. Den eneste gode aktivitet (ej okay, det passer ikke helt – der er rigtig meget hyggeligt at lave, når vejrguderne dikterer inde-vejr – men I ved…) er at trække i forklædet og bage noget lækkert. Og så er de her sprøde, chewey cookies altså dælme et godt bud.
Jeg danser nu alligevel rundt til despacito hjemme i stuen og fryder mig over min sommerferie. Der er sådan set ikke noget, der kan slå mig ud, for jeg har ikke planer om noget som helst krævende de næste maaange uger 😊
Jeg må dog indrømme, at jeg gerne så vejret vise sig fra den milde side snarest. Jeg satser stærkt på sol og varme i august!
Imens jeg venter, drikker jeg en ekstra kop kaffe med sådan en lækkerbidsken – eller to – ‘on the side’. For selvom man (leger man) er voksen, kan børnefavoritterne nu stadig være et hit.
Pssst: Flere cookies HER og HER
Børnevenlige cookies med m&m’s, ca. 20 stk.
120 g sukker
140 g brun farin
140 g smør, blødt
1 æg
240 g hvedemel
1 tsk bagepulver
0,5 tsk natron
1 tsk salt
0,5 tsk vanillesukker
165 g m&m’s
50 g mælkechokolade
Pisk de to slags sukker og smør godt sammen. Tilsæt ægget og pisk massen luftig i ca. 5 minutter. Bland mel, bagepulver, natron, salt og vanillesukker i en anden skål, og rør det forsigtigt i smørblandingen – lidt ad gangen. Hak m&m’s og chokolade groft og vend det i dejen til sidst.
Form runde kugler af cookiedejen på ca. 40 gram. Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir med meget afstand imellem. Cookies’ne flyder meget ud under bagningen. Bag dem i en 180 grader varm ovn i ca. 14 minutter.
Lad først cookies’ne køle en anelse af på bagepladen, og flyt dem herefter til en bagerist, hvor de kan køle helt ned.
Opbevar cookies’ne i en lufttæt dåse. De holder sig op til 4 dage, hvis altså ikke de er forsvundet før 😉