♡ 5. Juleboller ♡

JulebollerVi er allerede nået til d. 5. december i Lammeskyens Julekalender. Sikke tiden flyver afsted! Jeg suger al julehyggen til mig og forsøger at nyde det så meget som muligt, mens julen endelig er her.
Når I at nyde det? Eller flyver tiden bare afsted?

I dag får I opskriften på Juleboller med appelsin, kardemomme og rosiner. Det er ægte comfortfood og perfekt til en timeout. De kan enten spises som luksusmorgenmad; når den lille, søde sult melder sig om eftermiddagen eller til teen om aftenen.

JulebollerJulebollerDe er nemme at bage, selvom opskriften ser lidt omfattende ud. Lad jer ikke skræmme! Det er slet ikke så slemt 🙂
Vær dog opmærksom på, at rosinerne skal udblødes mindst én dag i forvejen. Udblød gerne en stor portion, de smager nemlig også rigtig godt ovenpå morgengrøden.

JulebollerJuleboller, ca. 18 stk

100 g rosiner
100 g smør
0,5 dl mælk
200 g yoghurt naturel
15 g gær
1 tsk stødt kardemomme
1 tsk groft salt
1 appelsin, skallen herfa
2 spsk rosinvand
450 g hvedemel
1 æg til pensling

Dagen før:
Hæld 100 g rosiner i en beholder og hæld vand over, så det dækker 2 cm.

Aftenen i forvejen:
Smelt smørret sammen med mælken og rør det i en skål med yoghurten. Opløs gæren heri. Tilsæt kardemomme, salt, revet skal fra appelsinerne, rosiner, rosinvand og mel. Ælt det godt sammen; jeg lod dejen køre 10 minutter på røremaskinen.
Lad dejen hæve tildækket i køleskabet natten over.

Om morgenen:
Hæld dejen ud på et meldrysset bord og form ca. 18 boller. Læg dem på en bageplade og lad dem efterhæve 1 time. Pensl bollerne med et sammenpisket æg og bag dem i 15 minutter ved 200 grader indtil de er let gyldne.

Bollerne nydes allerbedst med en kop julete i kruset og julemusik i radioen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *