Det er dagen før dagen, og i dag får I opskriften på sidste-øjebliks-konfekt. Chokoladekonfekt med nougat. Selvom det er det letteste i verden at lave, er det nu en gang min yndlingskonfekt. Den SKAL på kaffebordet hvert eneste år juleaften. Den slår nemlig aldrig fejl.
Det er et stykke gulddrysset chokolade, der gemmer på en syndig nougatskat. Mmmmh, det smelter på tungen.
Hos mig står den i dag på de allersidste krampetrækninger af juleforberedelser. Vi skal hente anden hos slagteren, købe strikkegarn til feriesyslerier, fejre et julefødselsdagsbarn (selvom det er knap så forberedende), handle de – forhåbentligt – allersidste ting i supermarkedet og lave hjemmelavet rødkål. Vi slutter dagen af med risengrød og andet sidste afsnit af “Juleønsket”. Nøj, den er spændende! Jeg er ikke helt sikker på, om det overhovedet bliver jul…
Chokoladekonfekt med nougat, 15-20 stk
150 g mørk chokolade
50 g nougat
Evt. guld til drys
Smelt og evt. temperer chokoladen. Fyld chokoladeformen halvt op med chokolade, put et lille stykke nougat i, og hæld igen chokolade over, så nougaten er helt dækket. Drys evt. med guld på toppen.
Lad chokoladerne størkne og opbevar dem derefter i en boks ved stuetemperatur.