I dag får I et frisk pust midt i al den tunge julemad. Rødkålssalat med appelsin, granatæble og saltede mandler.
Julesalaten, kalder jeg den, fordi den er blevet en fast del af vores ellers traditionelle julemiddag. Jeg synes, at det er skønt med noget knasende sprødt, råt og friskt som modspil til andesteg, sovs og (brunede) kartofler. Og så er den jo også bare rigtig fin at kigge på. Win-win!
De saltede mandler spiller bare rigtig godt her! De sætter prikken over i’et, og hvis man tænker: “naaaah, dem springer vi bare over…” så synes jeg virkelig, at man skal genoverveje det! Det er dem, der hiver salaten op på next level!
Hvis man kigger på smagskompasset, kommer man faktisk også hele vejen rundt, og det er meget tydeligt, hvilke råvarer der bidrager med de forskellige smage:
Bitter: Rødkål
Sur: Appelsin
Sød: Granatæble
Salt: Saltede mandler
Det hele går op i en højere enhed – og det kan smages.
1/4 rødkål
2 appelsiner
1 granatæble, kernerne herfra
Saltede mandler
Snit rødkålen fint, massér den lidt med fingrene. Skær appelsinerne i skiver og befri kernerne fra granatæblet. Læg dem over rødkålen og drys til sidst med saltede mandler.
Tip: Man kan sagtens lave salaten i god tid, så skal man bare vente med at drysse mandlerne over indtil lige inden servering.